Dimittender i Odense har landets største ledighed

Ledigheden blandt dimittender i Odense er vokset med 0,4 procent på 2 måneder. Det betyder, at Odense indtager en trist førsteplads.

Det er især de unge under 30 år, som trækker ledighedstallet for dimittender i Odense op. Det viser tal fra Odense Kommune. 

Fra juni 2016 til august 2016 er ledigheden i Odense vokset med 0,4 procent, så den er oppe på 6,4%. Ledighedstallet for hele landet er 4,3 procent. Specielt tre af de højtuddannedes a-kasser, Økonomer, Magistrene og Akademikerne, har oplevet en stigende ledighed blandt deres medlemmer. 

Steen Møller (C), rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, kalder det en kæmpe stor udfordring. 

- Vi er en stor uddannelsesby, og vi er igennem de senere år blevet en større og større uddannelsesby. Og så er der øjensynligt en fremdriftsreform, som Folketinget har vedtaget, der betyder, at tallet her og nu er blevet banket ekstra op. 

Ifølge Steen Møller er netop ledigheden den største udfordring, som Odense står overfor i dag. 

Mød de studerende på universiteterne 

Tilsammen har de tre a-kasser i Odense fra august 2015 til august 2016 fået 298 flere ledige. 

- Vi har et grydeklart projekt færdigt, hvor vi laver en fremrykket indsats ude på universitetet og kommer til at møde de studerende, før de er færdig med deres uddannelse, sådan at de har fokus på jobsøgning allerede inden, de er færdige, forklarer Steen Møller (C). 

Det er især de højtuddannede, der er udfordringen for Odense. Andre a-kasser som for eksempel El-faget, Lærerne og Socialpædagogerne oplever en anden udvikling. Ledigheden blandt deres medlemmer er nemlig faldende. For El-faget er ledigheden eksempelvis faldet med 31,6 procent. 

 

 

Oversigt

    Oversigt