Dobbelt biltyv nappet i Stige

En 30-årig mand blev sent tirsdag aften anholdt i en stjålen bil ved Stigefærgen. Manden var påvirket og havde tidligere på aftenen efterladt endnu en stjålen bil i Ørbæk.

Politiet fik lidt før klokken 19 tirsdag aften meldingen om en efterladt personbil på en mark i Ørbæk.

- Da vi kommer frem til bilen, kan vi se, at bilen har stjålne nummerplader. Og inde i bilen finder vi endnu et sæt stjålne nummerplader, siger vagtchef Thomas Bentsen fra Fyns Politi.

Kort tid efter bliver endnu en bil med nøglerne siddende i stjålet fra en nærliggende gårdsplads, og lidt før klokken 23.30 får politiet en melding om en person, der i en time har siddet i en tændt bil på parkeringspladsen ved Stigefærgen.

- Og det er bilen, der blev stjålet på gårdspladsen tidligere på aftenen. I den sidder en 30-årig mand, som er påvirket af euforiserende stoffer, siger Thomas Bentsen.

Den 30-årige bliver nu sigtet for brugstyveri og for at køre i påvirket tilstand, fordi motoren stadig kørte, da politiet ankom til stedet.

- Desuden havde manden et dankort på sig, som stammer fra et indbrud i Langeskov i mandags, oplyser vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt