Dobbeltdrab får telefonerne til at kime

Politiet har fået over 100 henvendelser om dobbeltmordet på Fyn. Der er endnu intet gennembrud i sagen.

Massevis af borgere har kontaktet politiet med oplysninger i den gruopvækkende sag om dobbeltdrabet på et ægtepar fra Sanderum i det sydvestlige Odense.

- Vi får stadig en hel del henvendelser, og det er vi fortsat interesserede i, fortæller vagtchef Niels Erik Nymark fra Fyns Politi.

- Vi har fået langt over 100 henvendelser i alt, og dem skal vi i gang med læse igennem og studere yderligere, tilføjer han.

Ægteparret på henholdsvis 53 og 49 år blev mejet ned med adskillige skud fra et automatvåben, da de onsdag aften gik en tur i Tusindårsskovens skovbryn.

Politiet arbejder med teorien om, at ægteparret er tilfældige ofre for en grusom forbrydelse. Den intense efterforskning har endnu ikke fastslået motivet til drabet, men politiet håber at komme videre i sagen fredag.

- Der er ikke nogen nye oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt. Efterforskningen fortsætter tidligt i morgen, fortæller Niels Erik Nymark.

Obduktionen af de skuddræbte foregår stadigvæk, oplyser han.

Ægteparret fra Odense forlod deres hjem onsdag klokken 18.15 for en gå en tur på en times tid. Da de ikke var kommet tilbage tidligt torsdag morgen, ringede deres datter til politiet, og kort efter gjorde en hundelufter det makabre fund i skovbrynet.

Oversigt

    Oversigt