Domstole nægter erstatning efter fejl-domme

To gange brugte dommere straffeloven forkert. Erhvervsjurist kræver erstatning for ødelagt karriere.

Domstolene afviser at betale erstatning til en kvinde, som to gange fejlagtigt blev fundet skyldig i at overtræde straffeloven.

Helle K. Andersen har krævet en millionerstatning. Hun er erhvervsjurist, og hendes karriere er blevet ødelagt på grund af de forkerte domme, mener hun selv og hendes advokat, Karsten Nøhr.

Hverken i Retten i Odense eller Østre Landsret opdagede dommerne, at der var noget galt med politiets tiltale.

Begge instanser idømte kvinden tre måneders fængsel, som dog blev gjort betinget.

Politiets tiltale drejede sig om, at hun skulle have forsøgt at fuppe sig til penge fra Lønmodtagernes Garantifond.

Men den paragraf, der blev brugt, drejer sig om offentlige myndigheder - og det er LG ikke. Og i øvrigt havde LG intet krav mod hende.

Først efter en ekstraordinær anke til Højesteret fik hun sidste efterår oprejsning. Loven var blevet anvendt forkert, hed det i frifindelsen.

En anklager har til Ritzau oplyst, at man aldrig tidligere har ført en tilsvarende straffesag.

Nu skriver Domstolsstyrelsen, at de urigtige domme i by- og landsret ikke er "en fejl, som kan karakteriseres som ansvarspådragende i erstatningsretlig henseende."

Desuden nævner styrelsen, at Helle K. Andersens daværende advokat ikke gjorde dommerne opmærksom på, at loven blev brugt forkert.

Denne begrundelse overrasker den 44-årige fynske kvinde.

- Man antager altså, at dommerne ikke er dygtige nok til selv at kunne gennemskue juraen i det, man forelægger dem, siger Helle K. Andersen.

Tidligere har også Rigsadvokaten afslået at yde erstatning for at have rejst en ulovlig straffesag.

Her er argumentet dog et andet - nemlig at kvinden selv er skyld i, at anklagemyndigheden rejste en fejlagtig anklage. Hun havde nemlig optrådt uforsigtigt, påstår Rigsadvokaten.

Advokat Karsten Nøhr kalder denne argumentation for absurd. Han påpeger, at der i strid med Menneskerettighedskonventionen er gennemført en straffesag for et forhold, som ikke er ulovligt.

Oversigt

    Oversigt