Drama ved Stige Ø: Stillestående “person” i fjorden udløste stor redningsaktion

Fyns Politi satte torsdag middag en storstilet redningsaktion i gang ved Stige Ø, da en anmelder havde observeret en person, der havde stået stille ude i fjorden i timevis.


Meldingen om en mulig drukneulykke fik Fyns Politi til at sætte det store beredskab i gang torsdag formiddag. Et vidne havde observeret, at der stod en mand ude i vandet 50 meter fra kysten ud for Stige Ø i Odense Fjord.

- Vi adviserede brandvæsnet, søredningstjenesten og sendte en patruljevogn med indsatsleder til området, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Henrik Strauss.

Patruljevognen havde også en drone med, og da dronen nærmede sig “personen” stod det hurtigt klart, at der ikke var tale om et levende menneske, men om en dukke, der var placeret i vandet.

- Anmelderen har jo handlet helt korrekt, da han troede, at der var tale om en person i nød, og vi vil hellere køre ti gange forgæves end en gang for lidt, siger vagtchefen.

Vagtchefen erkender dog, at politiets viden om lystfiskeri er begrænset, og at ordensmagten næste gang skal vide lidt om, hvad lystfiskerne gør for at skræmme rovfugle væk fra fiskeyngel.

- Vi er dog meget glade for vores drone, som meget hurtigt kunne fastslå, at der var tale om en dukke og ikke en person i nød, siger Henrik Strauss.

Dukken er sat ud for at skræmme skarven væk fra alt det havørredyngel, der netop nu bliver sat ud i området.

Oversigt

    Oversigt