Drejeligt Teater: Største kulisse nogensinde bliver bygget på havnen

Odense Teaters største udstyrsstykke nogensinde er ved at blive konstrueret på Odense Havn. Kulissen er så stor, at teatret ikke selv har et værksted, der kan rumme en gigantisk drejescene.

Timmi Keller Petersen har travlt. Sammen med en håndfuld kollegaer er han ved at lave scenografien til forestillingen Leonora Christina.

De skal lave en bevægelig scene, der kan rumme helt op til 36 skuespillere.

- Det er vores hoveddekoration til Leonora (Christina, red.), som er en kæmpestor drejescene, der er 13 meter i diameter og 8 meter høj, siger Timmi Keller Petersen, der er teknikansvarlig på Odense Teater.

Samles først senere

Det gælder om at være opfindsom, når man bygger noget, der aldrig har været bygget før. Derfor er drejescenen foreløbig kun holdt sammen med skruetvinger.

Den er blevet samlet i lejede bygninger på Odense Havn, for Odense Teater har ikke et værksted, der er stort nok til at lave en scene af den kaliber.

- For at jeg ikke borer en masse huller, der ikke passer, når vi kommer ned på et jævnt gulv, har vi valgt at sætte det hele op med skruetvinger her, finde ud af om det hele kører, og når vi kommer ned på det jævne gulv, kan vi bore de rigtige huller og bolte det hele sammen, siger Timi Keller Petersen.

Store og små detaljer

Leonora Christina er en stor produktion, Odense Teater laver sammen med Den Fynske Opera og Odense Symfoniorkester.

Det er både de store ting og de små detaljer, der hele tiden holdes øje med, for det er Odense Teaters største produktion nogensinde.

- Det er så stor en produktion, som jeg tror at stort set ingen herhjemme har set før på scenerne. Enkelte måske i København, men jeg tror ikke vi i Jylland eller på Fyn har produceret så store ting før. Det bliver kanonstort, siger Morten Udsholdt, der er produktionschef på Odense Teater.

Teknikken skal spille, for det er vigtigt for publikums oplevelse af forestillingen, selvom teknikken helst ikke skal det være det, publikum taler om bagefter.

- Selvfølgelig handler det mest om skuespillerne og musikken, men der sker rigtig meget omme bagved, hvor vi er mange, der også går op i at få lavet en fed oplevelse for publikum. Det allerbedste ved teknikken er, at hvis den er lavet ordentligt, er der ikke rigtig nogen, der lægger mærke til den. Så bliver der ikke snakket om den. Der bliver altid snakket om den, når det går galt, men hvis vi laver en god teknik, bliver der ikke rigtig snakket om den, og så ved vi, at vi har gjort et godt stykke arbejde, siger Timmi Keller Petersen.

Blandet følelse

Når scenografien har gjort sit arbejde og scenen har drejet sin sidste omgang, er der kun én ting tilbage efter sidste forestilling; at skille det hele ad igen.

- Det er sådan en blandingsfølelse, tror jeg, de fleste går ind med. Men nogle gange tænker man også, at det er rart. Nu har vi givet den hele armen i tre-fire måneder, hvor der virkelig har været knald på med lange dage, hvor man prøver at få alle vores ting til at fungere sammen, og det her er kæmpestort at få til at fungere sammen. Så jeg tror også, der er nogen, der er glade, den dag man kan sætte sig ned og drikke en øl og sige "det var det", siger Morten Udsholdt.

Leonora Christina spiller i Odeon fra 22. januar til og med 15. februar næste år. Når musicalen opføres der, er det ikke mindst for at få plads til den store scenografi.

 

Oversigt

    Oversigt