Dreng forsøgte at starte brand ved Rosengårdcentret

I nærheden af Gul Indgang forsøgte en 17-årig dreng at sætte ild til noget papir ved at bruge en flaske med brandbar væske.

En 17-årig dreng forsøgte natten til onsdag at sætte ild til noget papir i nærheden af Gul Indgang ved Rosengårdcentret i Odense.

- Klokken 00.44 har vi en person, der ved Rosengårdcentret forsøgte at sætte ild til noget papir, hvor han har brugt en flaske med noget brandbart væske, siger vagtchef hos Fyns Politi Milan Holck Nielsen.

Meldingen kom til politiet via alarmcentralen.

- Vi kommer derud og får hurtigt fat i ham, siger Milan Holck Nielsen.

Sigtet for forsøg på brandstiftelse

Den 17-årige dreng, der ikke er fra Fyn, fortæller til politiet, at han har set på Youtube, hvordan man kan starte en brand, og det skulle han prøve. 

Han er blevet sigtet for forsøg på brandstiftelse.

- Der var ikke fare for nogen personer, bygninger eller gods. Det var tilpas langt væk fra indgangen. Der kunne ikke gå ild i bygningen, fastslår Milan Holck Nielsen, der dog understreger, at det aldrig er en god idé at sætte ild til noget, især i den hede sommervarme og tørke.

Flere brande på Fyn

Fyns Politi har haft travlt de seneste dage på grund af sommervarmen og tørken. 

Årsagen er blandt andet markbrande og uheld med ukrudtsbrændere. Tirsdag var der brand på en mark i det sydvestlige Odense.

I den forbindelse opfordrer Fyns Politi til, at man helt lader være med at bruge ukrudtsbrændere, når det er så tørt. 

Oversigt

    Oversigt