DSB holdt 500 passagere indespærret

I tre timer måtte 500 passagere sidde indespærret i et havereret tog ved Odense Banegård. Ventilationen røg sammen med strømmen og de hundredvis af passagere måtte klare sig uden ventilation, mad, drikke og toiletter.

Kun én enkelt passager fik lov at forlade et 35 grader, havareret DSB-tog. Hun blev kørt væk bag i en ambulance efter et ildebefindende. Resten af de 500 passagere blev tilbageholdt i tre timer.

- Toilettet stank i varmen. Brugt håndpapir, bleer, tampax og madaffald lå i en mandshøj bunke på afsatsen ved siden af vasken. Der var ingen håndsæbe, fortæller passager Line Holm Nielsen, der også er journalist på Berlingske.

Toget var på vej fra København til Århus, da det blev ramt af tekniske problemer ved Odense fredag eftermiddag.

- En række uheldige omstændigheder betød, at passagererne alt for længe måtte vente i et varmt, overfyldt og uhumskt tog. Årsagen til, at passagererne måtte vente så længe, er, at vi i første omgang arbejdede på, at vi kunne få toget i gang igen. Det lykkedes desværre ikke, siger DSB's Tony Bispeskov til Urban.

Gennem tre timer måtte passagerne finde sig i stinkende toiletter og affald overalt, og DSB tilbød hverken mad eller drikke til havarerede passagere.

- I bagklogskabens lys burde passagererne have være evakueret langt tidligere med bus, men det skete ikke, fordi de involverede forventede at få lokomotivet i gang igen, siger Bispeskov til Berlingske.

Kunderne kan få deres billetter refunderet på grund af den såkaldte rejsetidsgarantiordning.

Oversigt

    Oversigt