DSB vil refundere billetter i Odense efter nye coronarestriktioner

DSB vil refundere pendlerkort og togbilletter for rejsende i de 18 kommuner, der har skærpede coronatiltag.

Der vil være mulighed for at få penge tilbage for togbilletter og -kort, hvis man er berørt af de coronatiltag, som er indført i 18 kommuner i københavnsområdet og Odense.

Det oplyser DSB på sin hjemmeside.

På grund af stigende smitte har myndighederne blandt andet anbefalet mere hjemmearbejde.

Samtidig opfordrer myndighederne til at undgå offentlig transport. DSB åbner i forlængelse af de tiltag op for at give penge retur til kunderne.

Hvis man for eksempel har et pendlerkort eller ungdomskort, vil man kunne få penge tilbage for perioden 8. til 21. september.

Det samme gælder for billetter som DSB Orange og de billige klapsæde-billetter, hvor der er afrejse frem til og med 21. september. De øvrige typer af billetter kan i forvejen refunderes, hvis man beder om det.

På DSB's hjemmeside kan man finde oplysninger om, hvordan man søger om at få pengene tilbage.

Tiltagene for at begrænse fortsat stigning i smitten i de 18 kommuner gælder frem til 22. september.

Foruden mere hjemmearbejde og at undgå offentlig transport tæller tiltagene blandt andet et forsamlingsforbud på 50 personer og kortere åbningstid på barer og restauranter.

Oversigt

    Oversigt