Dyr fest: Anker Boye vil ikke belyse egen rolle i sagen

Det er stadig fuldstændig uklart, hvad Odenses borgmester Anker Boye vidste, og hvad han ikke vidste om byrådets afslutningsfest, som i 2013 kom til at koste knap 130.000 kroner.

Det spørgsmål er ifølge kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus helt afgørende, hvis borgmesteren skal stilles til ansvar for, at udgifterne løb helt af sporet.

- Hvad vidste Anker Boye og på hvilket tidspunkt, vidste han noget? Var han klar over, hvad det her arrangement ville koste? Har han fået noget at vide? Har han skrevet under på udgifterne?  Og har han på noget tidspunkt under festen kigget rundt og måske fået en fornemmelse af, at det var lidt dyrt og så på den måde have pådraget sig et ansvar? Det er nogle af de spørgsmål, vi har brug for at få afdækket, før Anker Boye kan frikendes for et eventuelt medansvar i sagen, siger Roger Buch.

Foreløbig har offentligheden kun hørt, hvad stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen siger om borgmesterens rolle i sagen om de løbske festudgifter. Nemlig at borgmesteren ubetinget er uden ansvar.

Det sagde han til Fyens Stiftstidende forleden.  Samtidig betonede stadsdirektøren, at den kommunale forvaltning kun har taget sig af alt det praktiske i forbindelse med festen, og at borgmesteren overhovedet ikke har været inde over.

- Det er jo en mærkelig formulering. Det er klart, at en borgmester ikke sidder og bestiller mad, musik og bartendere fra Aarhus. Det vigtige er, hvor involveret borgmesteren har været før og efter festen. Det har den nuværende stadsdirektør på ingen måde givet svar på i de udtalelser, han er kommet med. Men den viden stadsdirektøren har om sagen er jo også begrænset, fordi han slet ikke var ansat i jobbet i 2013, siger Roger Buch.

Anker Boye har heller ikke i dag ønsket at kommentere sagen, og han har heller ikke ønsket at begrunde, hvorfor han ikke ønsker at lade sig interviewe.

Se mere om sagen på TV 2/FYN kl. 19.30.

Oversigt

    Oversigt