I det fynske folks tjeneste

Dyt og båt: 9. klasser afslutter med drive in-dimission

9. klassernes dimission på Søhusskolen i Odense blev onsdag afholdt på skolens parkeringsplads med dyt, hujen og flag ud af vinduerne på ægte coronamanér.

00:59

Afgangselever på Søhusskolen i Odense fejrede dimission fra deres biler, hvor der blev dyttet om kap. Video: Alexander Aagaard Redigering: Julie Lapp

Det dytter og båtter på Søhusskolens parkeringsplads i Odense, mens skolens 9. klasseselever på skift modtager deres eksamensbevis.

På grund af covid-19 var skolen nemlig nødsaget til at rykke deres dimissionsfest ud fra skolens idrætssal og ind i forældrenes biler til drive in-dimission. Håndtrykket var erstattet af lyden af bilhorn og 250 elever på stole var skiftet ud med 60 biler. Men stemningen var ikke til at tage fejl af hos hverken elever, lærere eller forældre.

- Jeg synes, det er meget sjvot. Det er så anderledes, siger Isabella Madsen, der tog afsked med 9.c til aftenens dimission. 

Læs også Skuffede elever fejrer sidste skoledag: - Vi ville gerne have kastet karameller på de små

Afslutte sammen

Under coronenedlukningen måtte flere skoler tænke i alternative måder at fejre deres afgangselever. Gallafester blev aflyst, store koncerter og begivenheder blev udskudt og både sidste skoledag og dimissionsfester hang i en tynd trå. 

Med hæftigt dytteri på parkeringspladsen, hersker der ingen tvivl om, at både elever og lærere er lykkelige for alligevel at få en rigtig afslutning sammen.

(Fra venstre) Isabella Madsen og Sophia Lundkjær Rasmussen fra 9.c var glade for at kunne deltage i en fælles dimission. Foto: Alexander Aagaard

- Det betyder rigtig meget, at vi kan få lov til allesammen at afslutte sammen i stedet for at gøre det online, siger Isabella Madsen, der bakkes op af veninden.

- Det er et rigtig godt alternativ. På den måde får vi lov til at se dem, som vi har gået i skole med i ti år, få deres afgangsbeviser i stedet for at gøre det klassevis, siger Sophia Lundkjær Rasmussen.

Den betragtning er skoleleder Erling Pedersen helt enig i. For ham var det vigtigt at fastholde en festen for de unge mennesker.

Det betyder rigtig meget, at vi kan få lov til allesammen at afslutte sammen i stedet for at gøre det online

Isabella Madsen, elev

- Vi er helt enige om, at det er supervigtigt, at alle eleverne får sat et godt og festligt punktum på de ti år, de har gået i folkeskole. Det er en kæmpe stor del af deres liv, og de skal kunne sige farvel.

Noget, man husker

Ved ankomsten til skolen blev bilerne anvist til en reserveret plads, hvorefter en pose fyldt med flag, chips, glas, sanghæfter og noget at skåle i blev delt ud til hver bil. Derfra havde forældrene derfor gode betingelser for at fejre deres børns farvel til folkeskolen.

Læs også Drive in-dimission: - Så får vi trods alt en fælles afslutning

- Jeg synes, det er rigtig dejligt, at vi fik mulighed for det. Længe var vi jo i tvivl om vi overhovedet kom til at fejre dimissionen, så jeg synes, at det er et rigtig godt alternativ. Om ikke andet, så er det noget, man husker i fremtiden, smiler Helle Nordentoft fra sin bil, hvor hun skal se sin søn dimitere.

Selvom hun ikke selv kan stå stolt og tage billeder af sønnen, der modtager sit afgangsbevis, er hun fint tilfreds på passagersædet i bilen.

Det var en anderledes dimission, men en, som eleverne ikke glemmer foreløbigt. Foto: Alexander Aagaard

- Jeg synes egentlig, at de har fået det organiseret så fint og nogle andre tager billeder. Så jeg kan sidde her og nyde det, sige Helle Nordentoft.

Drive-in løsningen var stærk inspireret af de mange drive-in koncerter og biografforestillinger, som har været at finde rundt i det ganske land under coronanedlukningen. Og skolelederen er tilfreds med aftenens fest.

- Det er festligt og sjovt og kører rigtig godt. Jeg tror, det er lidt varmt i bilerne, men forældrene har benene ude af dørene. Så jeg tror, de nyder det, smiler Erling Pedersen og bliver bekræftet af en masse dytteri.