Efter 16 skudepisoder i Vollsmose: De frygter kun udvisning, siger rådmand

Både Vollsmose-beboer og politikere i Odense vil have gjort noget ved de mange skudepisoder. Justitsminister lover flere initiativer.

Torsdag eftermiddag rykkede Fyns Politi talstærkt ud til en skudepisode i Odense-bydelen Vollsmose, efter flere skud var blevet affyret i Egeparken

Men skyderiet er langt fra et enestående tilfælde. Faktisk har der ifølge Fyns Politi været 16 skudepisoder i Vollsmose de seneste fire år. 

- Jeg bliver - undskyld udtrykket - skidesur på dem, der går og laver den ballade. Dem kan vi godt være foruden. De skal ikke gå og skyde i vores gader. Længere er den bare ikke, siger Thomas Skov Jensen, der bor i Lærkeparken i Vollsmose.

Derfor råber han nu op. Han vil have politisk handling. 

- Hele tiden, når det handler om Vollsmose, så kommer de: Det er et problem, det er et problem. Gør dog noget ved det i stedet for, fortæller Thomas Skov Jensen

Og den handling er både borgmester og rådmand klar til at tage. Det kræver dog hjælp fra Christiansborg. 

- Det her kan vi ikke løse som kommune. Det har vi brug for lovgivningen til. Vi har brug for, at der bliver slået rigtig, rigtig hårdt ned. Vi har måske endda også brug for mere politi på gaderne, siger Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand i Odense (V).

Minister lover initiativer

Især ser Christoffer Lilleholt gerne udvisningen af kriminelle som et redskab til at bekæmpe bandekriminaliteten. 

- Som jeg nærmest forstår det, så er der kun én straf, man er bange for. Og det er at blive udvist. Vi har skærpet og skærpet straffene, især i Folketinget, også med udvisning. Men vi må bare konstatere, at det ikke er hårdt nok, fortæller Venstre-rådmanden.

Byens borgmester er enig i, at der skal ske noget mere og andet end hidtil.

- Vi skal være helt ærlige og sige, at det at bekæmpe bander, det er et langt sejt træk. Der vil nok altid være nogen, der beriger sig af narkomarkedet, men vi kan ikke leve med det niveau, bandekonflikten er på i Odense og med de skyderier, der er, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

I en skriftlig kommentar til TV 2 Fyn lover justitsminister Nick Hækkerup (S) flere initiativer, der skal sætte en stopper for bandekriminaliteten.

- Hvert eneste skyderi i gaderne skaber utryghed, og derfor skal banderne presses maksimalt. Selvom vi har sat en række tiltag i gang, så kan jeg garantere, at vi ikke har set det sidste initiativ fra regeringens side. Vi kom inden valget med en række løfter til bekæmpelsen af bandekriminalitet. Og dem har vi tænkt os at indfri, skriver Nick Hækkerup. 

Hårdere straffe Skudepisoder i Vollsmose


Oversigt

    Oversigt