Lørdag eftermiddag skal OB forsøge at komme tilbage på sporet efter tirsdagens pokalblamage, hvor klubben tabte i pokalturneringen mod Middelfart fra 2. division.
Nu venter Hillerød som modstander i Nordic Bet Liga med kampstart i Odense på lørdag kl. 16.00, og i OB er man opsat på at levere en god præstation efter midtugens skuffelse.
Det fortæller OB-anfører Viljar Myhra i et interview med TV2 Fyn.
-Det er godt, at der kommer en kamp hurtigt, for man sidder med en dårlig følelse efter at have tabt den kamp, men vi har kigget på det, og vi er klar over, hvad vi har begået af fejl. Det tror jeg egentlig, at alle kan se; vi manglede intensitet hele vejen, og den skal virkelig op mod Hillerød, siger Viljar Myhra til TV2 Fyn.
Han lægger ikke skjul på, at tirsdagens pokalkamp var en stor skuffelse for OB’erne.
-Det var hårdt at tackle det. Det var selvfølgelig en kamp, vi skulle vinde, og egentlig ganske komfortabelt, men sådan blev det ikke, og det må vi forsøge at lære af. Vi skal lære af de fejl, vi begik, og så skal vi bruge det til at slå hårdt tilbage mod Hillerød på lørdag, siger han.
- Vi skal dominere endnu mere
Mens OB nu er ude af pokalturneringen, kan fynboerne trods alt glæde sig over en fornuftig start i Nordic Bet Liga, hvor OB har hentet ni point i de første tre kampe.
-Pointmæssigt er vi kommet godt i gang. Det er det vigtigste. Præstationerne har været lidt op og ned, men jeg synes alt i alt, at vi er på rette vej. Stemningen i truppen er virkelig god, så det giver mig troen på, at vi kan fortsætte med at udvikle os og blive et bedre hold. Der er fortsat ting, vi kan blive til, for vi skal dominere endnu mere, end det vi har gjort, siger Viljar Myhra, der også selv har leveret godt ved kun at lukke ét mål ind i de første tre kampe.
-Jeg føler, at min egen præstation har været god, solid og stabil indtil ivdere, og jeg synes virkelig, at relationen mellem mig og forsvaret er på vej til at blive stærk. Så det er en god følelse, og så skal vi koncentrere os om at blive endnu bedre og bygge relationen endnu stærkere. Jeg har virkelig en tro på, at vi får en fin sæson, siger målmanden.
Viljar Myhra er en af de spillere, der har valgt at blive i OB, selvom klubben er rykket ud af Superligaen, som ny anfører i klubben har han taget et stort ansvar for den kommende sæson. Det står i kontrast til flere af de spillere, der har forladt OB i kølvandet på nedrykningen, ligesom der stadig er folk i truppen, der ønsker at forlade klubben.
-Der er enkelte spillere, som ikke vil være her, og de er her jo stadig. Men vi er mange, der virkelig gerne vil være her og har lyst til at tage OB videre til et nyt niveau. Vi fokuserer på det, som vi skal gøre, og så håndterer vi det andet professionelt. Det er aldrig en god ting, at der er folk, der ikke vil være her, men vi formår at holde fokus på det, vi skal, og der er jo ikke noget personligt med de spillere. Derfor er der fortsat en god stemning os imellem, siger Myhra.
Vil blive i OB
Han er fast besluttet på at hjælpe OB tilbage i Superligaen og har derfor ikke tænkt sig at forlade klubben denne sommer, hvor transfervinduet stadig er åbent.
-Jeg har underskrevet en kontrakt her, og så må jeg forholde mig hundrede procent professionelt til den. Jeg er også blevet meget glad for klubben og spillerne her og menneskene i byen. Så jeg vil virkelig være med til at gøre OB til den klub, den skal være, og som folkene, fansene og byen fortjener. Jeg ser det som en udfordring, som jeg har lyst til at være en del af, siger Viljar Myhra, der ligeledes er glad for at have fået hvervet som anfører i klubben.
-Det er stort. Man har altid vidst, at OB er en stor klub, så det at være anfører er virkelig stort, og jeg er meget stolt af det og ydmyg overfor det. Det er en vigtig sæson, og jeg sætter stor pris på at få tilliden, siger han.