Efter italiensk hagl-drama: Fynsk værksted har arbejde til resten af året
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Rune Haastrups firma, Bulesmart, har fået så mange biler ind til reparation efter haglstormen i Italien, at han regner med at være beskæftiget resten af året - bare med disse biler.
I et værksted på Kratholmvej i det sydlige Odense arbejder buleteknikeren Rune Haastrup lige nu på højtryk. Han dokumenterer nemlig skader på biler, som blev fanget i det voldsomme haglvejr i Italien tidligere på sommeren.
Lastbilerne er begyndt at rulle ind med de hjembragte biler, og Rune Haastrups firma, Bulesmart, regner med at skulle tage imod 50-100 biler. Det er lidt af en mundfuld, især når man kun er én person til at gå gennem dem alle sammen.
- Jeg har ikke overblik over omfanget endnu, men jeg regner med at det kommer til at tage resten af året at komme gennem alle bilerne.
I Danmark er der kun 14-15 buleteknikere, som retter bulerne ud i stedet for at udskifte de skadede skærme helt.
Rune Haastrup håber på at kunne få hjælp fra samarbejdspartnere til de mange skadede biler, men han ved samtidig, at kollegaerne har rigtig travlt med hjemkomne biler fra samme område i Italien.
- Lige nu dokumenterer jeg skaderne på bilerne og kategoriserer bulerne efter størrelse. Nogle biler er simpelthen for bulede til, at det kan betale sig at reparere, siger han og peger på en kølerhjelm, som knapt har ti kvadratcentimeter uden buler.
Må væbne sig med tålmodighed
I Danmark ankommer der mange hundrede gennem-bulede biler fra Italien i disse dage, i takt med at vejhjælp kan følge med til at få dem herop. Det er næppe en mulighed at få repareret bilerne i udlandet, da værkstederne der har mindst lige så travlt.
Derfor bliver det mekanikerne i Danmark, der tager sig af de danske biler.
Og derfor må man også væbne sig med tålmodighed, for det er bestemt ikke hverdagskost, at så mange biler bliver så smadrede inden for et kort tidsrum.
En Tesla som den Rune Haastrup står med tirsdag, kommer eksempelvis til at tage omkring en uge at reparere. Andre biler bliver dog helt afskrevet, fordi reparationen er for dyr i forhold til bilens pris.
- Det er jo nogle noget større hagl end dem, vi tidligere har set i Danmark. Det er mere tidskrævende end ellers. Jeg tror aldrig, jeg har set noget lignende, konstaterer han.
Reservedelsværksteder i hele Europa melder om tomme hylder, når det kommer til karosseridele og vinduer til visse bilmodeller.
Derfor kan den tidskrævende buleudretning med stor sandsynlighed alligevel være den hurtigste mulighed, ligesom det sparer miljøet CO2-aftrykket fra nye bildele.