Efter skuddrab: - Uhørt lavpunkt, hvis det har ramt en uskyldig

Kampen mod banderne fortsætter i Odense, siger borgmester Peter Rahbæk Juel på dagens pressemøde i forbindelse med den seneste skudepisode i Vollsmose. Nu skal der nye tiltag til og hjælp fra Christiansborg.

Efter en længere periode med ro i Vollsmose er der på en uge foregået to skudepisoder. Den seneste er endt i et drab på en 31-årig mand natten til torsdag. 

Fyns Politi og borgmester Peter Rahbæk Juel (S) holdt torsdag pressemøde i forbindelse med skuddrabet i Vollsmose. 

Borgmesteren kalder episoden et uhørt lavpunkt.

- Det vidner om det vanvid, der er i de her grupperinger, og den voldsparathed der er. Det er et uhørt lavpunkt, hvis det bare er et helt uskyldigt menneske. Jeg mærker et lokalområde i Vollsmose, der er i sorg og forfærdelse over, hvad der er sket, når man som helt almindelig borger kan blive offer for en brutal adfærd som denne , siger Peter Rahbæk Juel og fortsætter:

- Det kan ikke være anderledes, end at det skal stoppes. 

Kampen mod banderne fortsætter

Fyns Politis efterforskning foregår stadig i Egeparken, og den vil fortsætte i længere tid endnu. De er til stede med ekstra betjente for at genoprette trygheden, ligesom Odense Kommune er på gaden med SSP-medarbejdere.

Hvilke grupperinger der er tale om i Vollsmose, kom ikke på tale fra hverken borgmesteren eller Fyns Politi.

- Kampen mod banderne er på ingen måde slut. Hver gang vi strammer til, så prøver de at finde andre måder at drive kriminel virksomhed på. Det er en lang sej kamp. Det skal vi ikke undervurdere, siger Peter Rahbæk Juel. 

Gerningsmand på fri fod

Peter Rahbæk Juel vil ikke konkret ind på, hvilke tiltag der kan gøres for at få bugt med kriminaliteten i Vollsmose, men fokuserer på, at politiet skal gøre sit arbejde færdigt først. 

- Jeg tror, det er for tidligt at sige i dag, hvilke værktøjer vi skal have i brug. Nu har vi en tragisk dag, hvor en familie har mistet en søn, og et lokalområde, som har mistet sin nabo, og en gerningsmand, der er på fri fod, siger Peter Rahbæk Juel.

Men lige netop tiltagene er også noget, som byrådspolitiker Christoffer Lilleholt (V) efterspørger mere af i Vollsmose efter episoden. 

- Der blev indført visitationszone i sidste uge og alligevel sker dette. Konflikten eskalerer på trods af det. Det gør mig nervøs, siger Christoffer Lilleholt.

Både Christoffer Lilleholt og Peter Rahbæk Juel er enige om, at der skal hjælp til fra Christiansborg.

- Bag det kriminelle miljø er et lukrativt narkomarked med mange penge på spil. Det er ofte kernen i mange af stridighederne. Vi skal presse på som kommune, og Skat skal presse på. Og så skal der også løbende tiltag fra Christiansborg, siger Peter Rahbæk Juel.

- Vi skal have hjælp udefra - København og andre politikredse skal bidrage til at hjælpe med opgaven. Og så skal området prioriteres i den næste politiaftale. Fyn er udfordret, siger Christoffer Lilleholt.

Fra Fyns Politis side overvejes det at indføre en skærpet straf zone, hvor man får dobbelt straf. 

På pressemødet kom der ikke nogen yderligere oplysninger om, hvilke grupperinger der er i konflikt i Vollsmose. 

Både Fyns Politi og Peter Rahbæk Juel opfordrede særligt forældrene til at holde deres børn og unge væk fra grupperingerne.

Oversigt

    Oversigt