I det fynske folks tjeneste

Efter stramninger i nattelivet: - Vi havde frygtet det

Nye retningslinjer i Odense ærgrer brancheforening, men ikke alle ser det som en dårlig ting.

00:38

19 personer i Odense er siden søndag blevet testet positive for covid-19. Derfor skrider sundhedsmyndighederne nu ind. Video: arkiv

I Odense Kommune må borgerne i den kommende tid indstille sig på, at byturen igen slutter klokken 24, og at der er forbud mod at samles mere end 50 mennesker.

Det er især noget, der ærgrer formanden i brancheforeningen Horesta i Region Syddanmark, Sten Slot.

- Vi har frygtet det, for vi ønsker jo ikke, at tingene skal rulles tilbage. Men vi må rette os efter restriktionerne og opfordre gæsterne til overholde retningslinjerne og spritte af, siger han.

Læs også Forsamlingsforbud sænkes til 50: - Den mest bekymrende situation siden foråret

Formanden tænker også på de mange udskudte konformationer, som bliver ramt af forsamlingsforbuddet. Her sidder folk ned, og man har styr på, hvem der er med, og de burde derfor godt kunne gennemføres, mener han.

Nattelivet har gjort, hvad det kunne

Ifølge formanden har nattelivet gjort, hvad det kunne for at overholde restriktionerne. For eksempel ved at hyre dørmænd for at håndhæve, at der ikke måtte komme nye gæster ind efter klokken 23.

På sin vis er det lidt uretfærdigt, at vores branche bliver ramt

Sten Slot, formand, Horesta Region Syddanmark

Sten Slot tror, at de nye lukketider i nattelivet igen vil betyde, at festerne kommer til blandt andet at fortsætte i private haver.

- Så finder de et andet sted at gå hen, hvor der ikke er kontrollerede rammer, siger Sten Slot og peger samtidig på, at smitten blandt andet er set efter private arrangementer.

- På sin vis er det lidt uretfærdigt, at vores branche bliver ramt alligevel.

Tidlig lukketid giver tryghed

Det er dog ikke alle restauratører, der ærgrer sig over stramningerne i Odense Kommune. Hos Bills Pub i Kongensgade i Odense er man derimod lettet, fortæller forpagteren Jeff Them.

- Der skulle aldrig været lukket op for servering til klokken 02. Det her er meget nemmere at styre, siger han til TV 2 Fyn.

Læs også Opblusset coronapandemi udsætter tilskuerudvidelse

Forpagteren mener, at lukketiden ved midnat giver kunderne en tryghed, og så er det nemmere at administrere. Ifølge Jeff Them kan puppen godt stå imod økonomisk, da den også sparer nogle lønkroner ved at lukke før.

Håber på kompensation

De nye restriktioner kom frem på et pressemøde på Eigtveds Pakhus i København mandag eftermiddag. Her deltog blandt andre Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

- Det er gået stærkt i Odense med smittetallet, og vi kan se det er størst blandt de unge, sagde Odenseborgmesteren.

Udover Odense Kommune blev der indført restriktioner i yderligere 17 kommuner i Hovedstadsområdet.

Tiltagene gælder foreløbigt indtil 22. september. Hos brancheorganisationen Horesta håber man, at det holder, og at de mange restauratører, det går ud over, får stillet noget kompensation i udsigt.

- I Aarhus kom smitten hurtigt ned igen, så vi håber ikke, at der går lang tid, før stramningerne bliver ophævet, siger Sten Slot.