Efter syv års byggeri på Thomas B. Thrigesgade: Nu åbner Odenses bymidte

Efter at have været lukket mere eller mindre ned i syv år åbner Odenses bymidte nu igen. Åbningen fejres tirsdag med taler, stand up og koncert.

Tirsdag er en festdag i det centrale Odense. Den tidligere Thomas B. Thriges Gade er nu blevet et bilfrit byrum med boliger og letbane, og efter syv år med byggeri og tre år med en spærret bymidte åbner en central del af Odense nu igen.

Åbningen fejres tirsdag med masser af underholdning, taler, stand-up og koncert, der varer fra klokken 13 til klokken 20.45.

Og selvom den sidste store plads ved Albani Torv endnu mangler at blive færdig, var det en glad borgermester, der kunne indvie bymidten.

- Overgade og Vestergade bliver forbundet igen. De har i årtier været skåret over af 25.000 biler, der susede igennem bymidten dagligt. De sidste syv år har de været skåret over af vejarbejde, der har flyttet sig rundt og også har givet en del gener i hverdagen. Men nu er det endelig færdigt, og vi kan se, hvad det er blevet til. Bymidten er bundet sammen igen til glæde for erhvervslivet, borgere og de mange mennesker, der besøger Odense, siger Peter Rahbæk Juel (S).

Genåbningen bliver med en omdannet bymidte, der i højere grad forener Odenses historiske kvarterer med resten af centrum.

quote Vi har slået hul på et nyt Odense

Peter Rahbæk Juel

- Det er en festdag. Byen hænger sammen igen, det er fuldstændig fantastisk. Vi kan være rigtig stolte af det projekt, vi har lavet, siger Odenses by- og kulturrådmand, Christoffer Lilleholt (V).

Vil have tunnel under byen

Hans parti var meget imod den del af projektet, der ville lukke for gennemkørslen i Odense. Men selv om han i dag er begejstret for resultatet af alle anstrengelserne, har han ikke ændret holdning.

- På ingen måde. Jeg synes tværtimod, vi skal gøre det endnu nemmere at køre igennem p-kælderen. Vi tog på ingen måde fejl. Vi har sådan set fået noget af det, vi gerne ville have. Vi har ikke fået alt det, vi gerne ville have, for vi ville gerne have haft en reel tunnel under byen. Men man kan sive igennem p-kælderen, og det kan vi være glade for, siger rådmanden.

I dag er der omkring 3.000 biler i døgnet, der siver igennem p-kælderen under det store Thomas B. Thriges Gade-byggeri. Men borgmesteren anerkender ikke, at der skulle være et så stort behov for at krydse igennem byen, at der er behov for at gøre yderligere for at gøre det lettere at passere bymidten.

- Det er der simpelthen ikke fagligt belæg for. Det lyder helt vanvittigt, at man vil til at have massiv trafik igennem p-anlægget, for så vil det sande til, og så er der ikke nogen, der vil bruge det til parkering.

- Beregningerne på trafikken viser, at de omliggende veje har kunnet håndtere det. Fagfolkene har haft ret, når de sagde, at vejnettet kunne holde, siger Peter Rahbæk Juel.

Et nyt Odense

Siden 1960’erne har det firesporede trafikknudepunkt Thomas B. Thriges Gade skåret byen midt over og båret trafikken gennem Odense centrum, hvor op mod 25.000 biler tidligere dagligt passerede.

Men i 2014 lukkede den stærkt trafikerede vej, og nu er den væk. I stedet er der gjort plads til boliger, erhverv og kultur, og bilerne kan både parkere og altså køre igennem p-anlægget under jorden.

Billede fra tidligere tiders Thomas B. Thriges Gade.
Billede fra tidligere tiders Thomas B. Thriges Gade.
Foto: arkiv

Fra tirsdag 6. juli er Overgade og Vestergade igen et sammenhængende handelsstrøg, og dermed passeres den sidste store milepæl frem mod afslutningen af det store byudviklingsprojekt.

- Vi skal ikke undervurdere det, at vi turde stå fast på beslutningen, selv om det var svært. Det har frigjort en masse positiv energi, der gør, at vi tror på, at vi kan skabe en forandring, hvis vi holder fast og ikke ryster på hånden, når noget er svært, siger Peter Rahbæk Juel.

Men selv om letbanens etape 1 og denne del af byfornyelsen er tæt på i mål, er der ifølge borgmesteren stadig masser af byudvikling i vente.

- Vi har slået hul på et nyt Odense. I det næste årti kommer vi til at skulle udvikle Vollsmose. Vi skal også kigge på, hvordan vi kan lave en grøn mobilitet i byen, så vi kan nå vores klimamål. Vi har en havn, vi skal have udviklet. Der er masser af ting at tage fat på, fastslår Peter Rahbæk Juel.

Borgmester Peter Rahbæk Juel kunne tirsdag genåbne Odenses bymidte efter det store Thomas B. Thriges gade-projekt.
Borgmester Peter Rahbæk Juel kunne tirsdag genåbne Odenses bymidte efter det store Thomas B. Thriges gade-projekt.
Foto: Kristian Wraae

Oversigt

    Oversigt