Efterskoler gør klar til genåbning: - Mon de er klar over, hvad de kommer tilbage til?

Hverdagen bliver ikke den samme for eleverne på Rågelund Efterskole, når de vender tilbage mandag.

Opdatering
Clock14. maj 2020, kl. 18:13
Vi skrev tidligere, at Rågelund Efterskole har 115 elever og 5 linjer. Efterskolen har i år 94 elever og ingen linjer.

- Vi sidder alle sammen klar ved computeren og venter på, at retningslinjerne bliver opdateret.

Sådan lyder det fra Tom Viberg, der er forstander på Rågelund Efterskole i Odense.

quote Jeg tænker også over, om de mon er klar over, hvad det er, de kommer tilbage til

Tom Viberg, forstander på Rågelund Efterskole, Odense

Der er fire dage tilbage, før efterskoleelever landet over må vende tilbage til undervisningen og vennerne. Men spørger man Tom Viberg, er der stadig meget, der mangler at falde på plads.

- Vi skal træffe forholdsregler i forhold til, hvordan eleverne må bo. Der bliver også snakket meget om små "familier" eleverne i blandt, hvor der godt må være tættere kontakt. Det er nogle af de ting, der stadig er uklare. Hvor store må de familier for eksempel være?, siger han til TV 2/Fyn.

De fynske efterskoler huser tilsammen årligt mellem 4.000 og 5.000 elever.

En ny hverdag venter

Tom Viberg savner en afklaring.

- Vi vil gerne i gang på mandag, så jo længere tid, der går, jo sværere bliver det at være klar. Vi skal have en genåbningsplan, som holder, når vi går i gang, siger han.

Under alle omstændigheder bliver hverdagen anderledes end den, eleverne forlod, da regeringen lukkede efterskolerne sammen med resten af landets undervisningsinstitutioner for at begrænse spredningen af coronavirus.

- Jeg er ikke i tvivl om, at eleverne glæder sig til at komme tilbage, men jeg tænker også over, om de mon er klar over, hvad det er, de kommer tilbage til, siger Tom Viberg og tilføjer:

- Det er jo ikke den samme måde at være sammen på. Der vil være mange restriktioner.

Rågelund Efterskole huser i år 94 elever.

Udendørs samlinger med højtaleranlæg

På Svendborg Efterskole ser man også frem til at modtage de endelige retningslinjer. I mellemtiden har efterskolen gjort sig tanker om, hvordan de vil imødekomme den nye virkelighed.

- Vores samlinger kommer til at foregå udendørs med et højtaleranlæg. Den, der taler, kommer til at stå på en balkon, og så er eleverne samlet udenfor på vores plæne, siger konstitueret forstander Lars Luplau.

- Vi regner også med at spise med en meters afstand, så vi udvider spisesalen til også at omfatte vores gårdmiljø, hvor vi har indkøbt partytelte. Og så vil vi begrænse kontaktflader, så eleverne for eksempel skal bruge toiletter på værelserne i stedet for de fælles toiletter.

De fynske efterskoler, der ikke kan nå at tilpasse sig de nye retningslinjer, er ikke tvunget til at åbne.

Regeringen har meldt ud, at disse efterskoler ikke vil miste deres tilskud, men at de skal opretholde fjernundervisning som hidtil, indtil de nødvendige forholdsregler er truffet.

Oversigt

    Oversigt