Eftersøgt bandemedlem optræder i populær musikvideo

Det tidligere fynske bandemedlem Abdul Ali, der er eftersøgt af politiet på anden uge, har tidligere optrådt i en gangsterrap sammen med kunstner, der støtter berygtet rockergruppe. Det er langtfra første gang, at bandemedlemmer optræder i hiphop-videoer.

Abdul Ali er fortsat på fri fod efter, at han 2. juni stak af fra politiet, da han var på vej til at blive sat ind i arresten i Aarhus. 

Abdul Ali er identisk med Carlos Daabas, der var med til at starte gruppen Black Army i Vollsmose, og i dag er han fortsat en kendt figur i det odenseanske bandemiljø. 

Nu viser det sig, at det fynske bandemedlem også har medvirket i videoen Varme Tider med rapperen Atypisk, der åbent støtter rockergruppen Satudarah.

Flere af hinanden uafhængige kilder bekræfter over for TV 2 Fyn, at det er Abdul Ali, der flere gange i videoen ses side om side med forsangeren i Atypisk. Han er kendt som et højtstående medlem af Satudarah, der har afdelinger i blandt andet Aalborg og København. Flere af gruppens medlemmer har flere gange været involveret i grove voldssager.

Abdul Ali er fortsat efterlyst af politiet efter, at han stak af foran Aarhus Arrest 2. juni
Abdul Ali er fortsat efterlyst af politiet efter, at han stak af foran Aarhus Arrest 2. juni

- Det er Rigspolitiets vurdering, at rockergruppen Satudarah MC er en kriminel international organisation, der er involveret i forskellige typer af kriminalitet i Danmark, lød det i en mail fra Rigspolitiet sidste år til Ekstra Bladet.

Videoen Varme Tider er fra 2018 og har næsten to en halv millioner visninger på Youtube.

Så vidt vides har Satudarah ingen afdelinger på Fyn, og der har heller ikke været kendte forsøg på at etablere en afdeling af gruppen på Fyn. 

Politiets enhed “Særlig Efterforskning Vest”, der beskæftiger sig med organiseret kriminalitet i Vestdanmark, har ikke ønsket at kommentere oplysningerne om, at et tidligere fynsk bandemedlem har en fortid som medvirkende i en rapvideo, hvor medlemmer af rockergruppen Satudarah også medvirker.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sammenblandingen af rapvideoer og kriminelle miljøer har tidligere været omtalt blandt andet på TV 2 Fyn, hvor især videoen Sort på Sort af Chatle fra Vollsmose, er blevet kritiseret for at have flere aktive bandemedlemmer med som statister. 

Efterfølgende udgav rapperen ZacFromthe9 nummeret “Oppz”, hvor en video fyldt med våben, kontanter og skyderier, blev opfattet som et bidrag til konflikten mellem bander fra Vollsmose og Korsløkke.

Musikjournalisten Kristian Karl fra musikmagasinet Soundvenue har indgående kendskab til rapscenen i Danmark, og har tidligere udtrykt bekymring over sammenblandingen mellem hiphopgenren og kriminelle miljøer.

- Atypisk er nok den rapper, der tydeligst har skiltet med sine rockerforbindelser. I en af hans videoer bærer de optrædende veste for Satudarah, og han bliver nævnt ofte nævnt som en fremtrædende medlem af gruppen, fortæller Kristian Karl.

- Det påfaldende er, at Atypisk først slog rigtigt igennem efter, at han begyndte at skilte med sine rockerrelationer. Så det virker ikke som om, det er noget der skræmmer publikum væk, siger musikanmelderen.

Kristian Karl ønsker dog ikke at kommentere, hvorfor et eftersøgt bandemedlem fra Fyn optræder i én af Atypisk videoer.

Oversigt

    Oversigt