Elbilerne vælter frem: Fynsk virksomhed scorer kassen på tysk bilindustri

Klima står højt på dagsordnen til det tyske valg, og det kommer til gavn for en fynske virksomhed, der leverer værktøjer til den tyske bilindustri.

På søndag er der forbundsdagsvalg i Tyskland, og et af valgets helt store temaer er klima og grøn omstilling. Det kan have særlig stor betydning for den tyske bilindustri, og det kommer de danske underleverandører til gavn allerede nu. 

Hos AM Værktøj A/S i det sydlige Odense nyder man godt af interessen fra nabomarkedet. Virksomheden består af i i alt 80 medarbejdere, hvoraf halvdelen har travlt med at levere komponenter til værktøjer, der bliver brugt i den tyske bilindustri.

Virksomhedens omsætning er firdoblet siden 2011. På grund af det øgede fokus på klima i Tyskland forventer Torben Viby Jensen, der er direktør og medejer af AM Værktøj A/S, dog, at den kurve forsætter opad.

- Elbilsmarkedet boomer jo i Tyskland. De skal skynde sig at udvikle nogle elbiler, og de er måske kommet en lille smule bagud i forhold til Tesla. Så den tyske bilindusti har rigtig travlt, siger direktøren og fortsætter. 

- Vi regner med forsat med at skulle vækste de næste tre-fem år på det tyske marked, fordi vi har fundet en rigtig god niche, hvor vi laver værktøjet og produktionslinjer til komponenter, som indgår i de nye elbiler.

En lille del af markedet

Virksomheden leverer i dag værktøjer til store bilmærker som BMW, Porsche, Mercedes, Tesla og Volvo. Fremtiden ser derfor rigtig god ud for den fynske virksomhed, fortæller Torben Viby Jensen.

- Vi regner med, at vi kan blive ved med at vækste på det her område, fordi den tyske bilindustri er en kæmpe industri. Og vi skal bare have en lille del af markedet. Så vi har sendt sælgere ud for bare at få en enkelt eller to nye kunder om året i Tyskland. Og så regner vi med, at det driver væksten, siger han.

Ifølge direktøren har virksomheden været heldige nok til at kunne tiltrække både dygtige medarbejdere og unge, der gerne vil i lære. Flere af de unge mangler dog sprogkundskaberne til at begå sig på det voksende marked i udlandet.

- Vi kunne godt tænke os, at de var en lille smule dygtigere til at snakke tysk, for det kræver det, når vi arbejder på det tyske marked. Tyskerne vil helst snakke tysk. Så der har været en lidt stejl læringskurve for nogle af dem, når de blev sendt til Tyskland, siger Torben Viby Jensen.

     

Oversigt

    Oversigt