Elisa spiller curling - men isen er alt for skæv

Spillerne i Odense Curling Club kritiserer isen i Odense Isstadion. De håber, at en ny hal ti kilometer fra Odense kan sikre bedre forhold.

Står det til Odense Curling Club, skal der bygges en hal ti kilometer uden for Odense, hvor der kun skal spilles curling.

At curlingspillere skal dele isen i Odense Isstadion med andre sportsgrene, går ud over spillet.

- Isen bliver brugt af kunstskøjteløbere og ishockeyspillere, så der er rigtig mange ujævnheder i isen, som gør, at når vi spiller curling, kan vi ikke regne med, hvor stenen kører hen, ligesom den vil gøre på curlingis, siger Elisa Bjørnholt Nielsen, der er medlem af Odense Curling Club.

Hal til 12 millioner kroner

Selv om isen bliver præpareret efter eksempelvis ishockey, er isen fortsat skæv og hælder en smule, så det går ud over spillet.

Klubben er i gang med at skaffe penge til at bygge en curlinghal på Pederstrupvej i den nordvestlige del af Odense Kommune.

Projektet forventes at koste 12 millioner kroner, hvoraf klubben via forskellige investorer allerede har skaffet halvdelen samt en grund, hallen kan ligge på.

Kun træning to gange om ugen

Som det er nu, spiller Odense Curling Club to gange om ugen i Odense Isstadion.

Med en hal specifikt designet til curling håber spillerne, at der bliver plads til mere træning og bedre eliteforhold.

- Vi har kun to træningstider om ugen. Hvis man gerne vil spille curling på lidt højere niveau og træne lidt mere, kan man ikke. Der er ikke nogen eliteidrætsudøvere, som kun træner to gange om ugen, siger Elisa Bjørnholt Nielsen.

Odense Curling Club venter på, at kommunen giver tilladelse til at bygge den nye sportshal. Samtidig håber klubben, at kommunen også vil kaste penge i projektet. Derudover regner klubben med at samle flere penge ind gennem fondsmidler.

Grundejer: Vi ligger ret godt

Tidligere murermester Lasse Damm bor på Pederstrupvej og lægger grund til, hvis hallen bliver bygget. Han er sikker på, at curlingspillerne vil komme, selv om hallen ligger ni kilometer fra de nuværende faciliteter på Møllemarksvej i Odense.

- Jeg tror ikke, det bliver noget problem, fordi folk, der vil spille curling, vil jo spille curling. Man kører også nogle kilometer, hvis man vil spille billard eller bowling. Vi ligger ret godt, for man kan komme og spille curling fra andre nærområder også, siger Lasse Damm.

Lasse Damm lægger grund til ny curlinghal og skal stå for den daglige drift. 

Hans grund ligger i et område, som Odense Kommune har udpeget som en grøn-blå struktur. Det betyder, at området skal friholdes for ny byudvikling. Derudover er der begrænset adgang til offentlig transport, og vejforholdene i området er ikke optimale.

Grundejeren, der har spillet curling på højt niveau, er ligesom Elisa Bjørnholt Nielsen utilfreds med forholdene på Møllemarksvej.

- Det er ligesom at spille fodbold på en pløjemark med nogle af de haller, vi har i Danmark. Kan vi lave en ordentlig hal, hvor folk kan komme og spille på Europas bedste is, kan vi vise, at vi kan det, siger Lasse Damm, der håber på, at hans store drøm om en curlinghal på Pederstrupvej går i opfyldelse.

Odense Curling Club har 44 medlemmer.

Oversigt

    Oversigt