EM-chancer: HC Odense får to spillere i landsholdstrup

Sarah Iversen og Line Haugsted er udtaget til den 31 spillere store bruttotrup, som skal skæres ned til 16 inden EM-kvalifikationen begynder i juni.

Når det danske kvindelandshold i håndbold i begyndelsen af juni skal forsøge at spille sig til EM-slutrunden, kan det meget vel blive med to spillere fra HC Odense i truppen.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har nemlig udtaget stregspilleren Sarah Iversen og bagspilleren Line Haugsted til den bruttotrup på 31 spillere, som frem mod EM-kvalifikations-kampene skal reduceres til 16 spillere.

Klavs Bruun Jørgensen ønsker at have både A-landsholdet og udviklingslandsholdet samlet til træningssamlingen, der indledes 23. maj.

- Det giver god mening at have udviklingstruppen med, når vi i forvejen er samlet med landsholdet. Vi har en plan om at operere med en større trup fremadrettet, så vi kan holde snor i flere spilleres individuelle udvikling over tid, siger landstræneren i en pressemeddelelse.

Danmark møder Tyrkiet 1. juni på udebane, mens det 5. juni gælder Portugal på hjemmebane.

Oversigt

    Oversigt