Emil Larsen udtaget til landsholdet

Mens landsholdsanfører Daniel Agger og Leon Andreasen melder fra med skader, kommer OBs Emil larsen med til endnu en landskamp.

Det bliver uden forsvarsgeneral Daniel Agger, at fodboldlandsholdet onsdag spiller testkamp ude mod Polen.

Dansk Boldspil-Union (DBU) meddeler søndag aften, at anføreren har meldt fra på grund af en knæskade.

Morten Olsen har til gengæld udtaget OB's kantspiller Emil Larsen som erstatning for Hannover-spilleren Leon Andreasen, der lørdag meldte fra med en skade.

Fredag aften blev forsvarsspilleren Jannik Vestergaard opgraderet fra U21-landsholdet til A-landsholdstruppen.

Udtagelsen af Hoffenheim-spilleren skete ifølge DBU blandt andet fordi, at landstræneren allerede i sidste uge havde kendskab til, at Agger muligvis ville blive tvunget til et afbud. Søndag bekræftede Liverpool-stjernen sit afbud.

Emil Larsen blev første gang udtaget til landsholdstruppen til VM-kvalifikationskampen mod Italien i Milano i oktober sidste år.

OB'eren, der i flere medier kædes sammen med et skifte til Brøndby, fik sin debut i venskabskampen mod Tyrkiet måneden efter.

Oversigt

    Oversigt