En åben invitation til de lokale skal sikre B.T. i Odense læsere

B.T. i Odense vil ligesom den nationale afdeling lave historier nedefra. Derfor er avisen afhængig af hjælp fra odenseanerne.

Flere trafikhistorier samt læserhenvendelser om stort og småt er det, der skal til for at give det nye B.T.-kontor i Odense vind i sejlende.

Det mener den netop offentliggjorte redaktionschef Louise Ravn Skovby.

- Vi vil gerne være dem, borgerne henvender sig til, når de har noget, de synes, medierne burde kigge på - også i en lokal kontekst. Så vi bliver enormt afhængige af, at folk vælger at henvende sig til os med de historier, de har, siger hun.

Redaktionschefen inviterer ikke kun fynboerne ind i avisens indbakke. Når redaktionen rykker til mere permanente lokaler, opfordrer hun folk til at komme forbi.

- Så er der kaffe på kanden til dem, der har lyst til at komme og snakke med os om, hvad vi bør beskæftige os med for at være relevante for dem, der bor i Odense, siger Louise Ravn-Nielsen.

Ikke alt er gratis

Odenseanerne kan tilgå historier fra den nye redaktion på B.T.'s hjemmeside, hvor man ifølge redaktionschefen kan taste sit postnummer ind. Dermed bliver læseren tilknyttet den nærmeste storby.

- BT er allerede Danmarks største nyhedsmedie, og vi har enormt mange brugere, som bor rigtig mange forskellige steder. Men nu vil vi gerne prøve at gøre noget mere målrettet for dem, der bor i de fire byer, som er centrum i denne her nye satsning, siger Louise Ravn Skovby.

Der vil både være gratis nyheder og historier, som der ligger bag en såkaldt pay wall - artikler, man skal betale for at tilgå.

- Det er vores ambition også at lave nogle andre typer historier, som ligger bag en pay wall. Det er jo lidt nyt for B.T., men vi tror på, at vi kan lave nogle historier, der er så gode, at odenseanerne også er villige til at betale en lille smule for dem. I hvert fald i fremtiden, siger redaktionschefen.

Hemmelighedskræmmeri hos B.T.

Efter længere tids hemmelighedkræmmeri erfarede mediet Mediawatch i midten af august, at der blev brygget på tre nye lokalredaktioner hos B.T. 

Og 31. august bekræftede B.T's ansvarshavende chefredaktør, Michael Dyrby, over for Berlingske. Her kunne han også fortælle, at der var tale om en investering på et "stort, tocifret millionbeløb".

Samlet består den nye satsning af 32 journalister, hvoraf 28 er nyansatte. De skal bemande en redaktion i hver by bestående af syv journalister og en chef. Udover Odense er der kommet redaktioner i Aarhus og Aalborg.

Oversigt

    Oversigt