En ekstra skraldespand i indkørslen: Nu skal odenseanere sortere skrald i ti typer

En ekstra skraldespand i alle odenseanske indkørsler er en af de mulige løsninger, som By- og Kulturudvalget skal vurdere, så man kan leve op til ministeriets krav.

I dag er det syv bunker, odenseanere deler deres skrald i, men det tal skal faktisk helt op og ramme 10.

Det besluttede Miljøministeriet i december 2020, og nu skal man så finde en løsning for at få den opgave løst.

Og en mulig måde er med en ekstra skraldespand ved de odenseanske ejendomme.

Hver husstand har to større skraldespande med to rum i hver samt en lille til farligt affald, men man vil altså ifølge et forslag i By- og Kulturudvalget have en stor beholder mere.

De tre nye inddelinger af skrald dækker over mad- og drikkevarekartoner, plast og tekstiler.

Den nye beholder, som man foreslår indføres, skal indeholde de to førstnævnte kombineret, og så skal tekstiler lægges ned til pap- og papiraffaldet i poser.

- Vi har en ambition om at genanvende mindst 60 procent af husholdningsaffaldet i 2026, og det kræver, at vi får sorteret affaldet effektivt, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

- Det bliver vi nødt til at gøre ved husstanden, som det er i øjeblikket. Jeg ved godt, at det er meget at skulle sortere, og derfor arbejder vi også hårdt for at skabe en effektiv eftersortering, så indsatsen for den enkelte bliver mindre.

Det gælder de nye inddelinger

Hvis man som odenseaner er i tvivl om, hvad de nye inddelinger indebærer forklarer direktør for Odense Renovation Thomas Jørgensen nærmere:

- Tekstiler dækker over det, som ikke længere kan bruges. Altså gamle underbukser og hullede strømer. Andre tekstiler skal stadig på genbrugspladsen eller til genbrugsbutikker.

Inddelingen for kartonerne omfatter alt, der minder om mælkekartoner og de kartoner, som flåede tomater for eksempel kommer i.

Hos Odense Renovation har man været med til at foreslå den nye måde at sortere affald i Odense.

- Jeg håber meget, forslaget bliver vedtaget, for det er den eneste måde, det kan lade sig gøre, fastslår Thomas Jørgensen.

Nu skal den mulige løsning behandles i By- og Kulturudvalget 1. juni, hvor det skal besluttes, om det skal videre til behandling i byråddet.

Man foreslår, at løsningen implementeres fra januar 2022.

Foreslaget omfatter også et totalt forbud mod afbrænding af haveaffald i haverne.

Oversigt

    Oversigt