En falliterklæring. Det er Annes mening om ældreplejen i Odense

Anne føler sig svigtet af hjemmeplejen i Odense. I sommer faldt hun og trykkede på sit nødkald. Hjælpen kom aldrig.

Anne husker det meste. Hun remser navnene op på alle de piller, hun får. For sin Parkinsons, for hjertet, og fordi hun med sine 73 år er oppe i årene.

- Om morgenen får jeg en ropinirol, sinemet, amantadin, blodtrykssænkende medicin, kalk og D-vitamin, lyder det hen over spisebordet hjemme i hendes parcelhus i Odense.

Hun husker også det, der ikke er værd at huske. For hun samler helst på gode oplevelser. Det er det mest konstruktive, siger hun hurtigt, da vi møder hende første gang.

Men hun kan altså ikke glemme den dag i sommeren 2022, hvor hun faldt på stengulvet i gangen ude af stand til at rejse sig op. 

Hun trykkede på sit nødkald, men der kom ingen. 

Nødkaldet er en alarm, der sidder på en rem om hendes håndled, så hun kan aktivere den, hvis hun er i knibe. Så skal beredskabet reagere og sende hjemmehjælpen.

- Det var frygteligt. Jeg lå der nok et par timer, fortæller hun.

telefon_edit

Hun viser billeder fra den gang på sin pårørendes mobiltelefon. Det var familien, der fandt hende, ringede efter en ambulance, der kom og kørte hende til hospitalet. 

Hun var indlagt i en dag. Den blodfortyndende medicin, hun får, gjorde lægerne ekstra opmærksomme på at sikre sig, at hun ikke havde fået blødninger i hovedet.

På billederne, der er taget i dagene efter, er der sår på næsen og begge øjne er blå .

Anne har ringet til os på TV 2 Fyn, fordi hun vil fortælle om en ældrepleje i Odense, som efter hendes mening kunne blive bedre. Det er derfor, vi nu sidder i hendes køkken.

Hun oplever, at især aften- og nattevagterne i hjemmeplejen har så travlt, at de ikke kan nå at varme hendes middagsmad, at de indimellem glemmer hendes besøg og dermed hendes vigtige medicin mod Parkinsons, og så har hun altså oplevet, at det ikke nyttede at trykke på sit nødkald.

30 ture og tæt på 60 opgaver

På TV 2 Fyn har vi sat os for at undersøge, hvilken standard ældreplejen på Fyn har. Vi har blandt andet søgt indblik i, hvor mange besøg en vagt i hjemmeplejen har. Det har vist sig, at Aftengruppen i Odense er en af de grupper i den fynske hjemmepleje, hvor medarbejderne løber stærkest. 

I aftengruppen har de i gennemsnit 30 besøg på en vagt, der varer mellem syv en halv og otte en halv time. På de besøg skal de løse tæt på 60 opgaver hjemme hos de ældre borgere. Det kan være alt fra at give medicin og tage støttestrømper af til personlig hygiejne og toiletbesøg. 

Bag gennemsnittet gemmer der sig kørelister, hvor medarbejdere skal besøge mere end 40 borgere, mens andre har 20 af de mere tidskrævende besøg. Det kan være et kateter, der skal skiftes, eller håndtering af insulin til patienter med sukkersyge.

Vi har også talt med en række eksperter om, hvad det tidspres kan betyde for de ældre og for medarbejderne.

Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, trækker konsekvenserne for de ældre hårdt op:

- Det er uansvarligt, fordi det betyder, at medarbejderen kommer ind hos svækkede ældre med overtøjet på. Den ældre, som har behov for hjælp, kan straks se, at det her går hurtigt. Det kan for eksempel også betyde, at der sker fejlmedicinering, og det kan være livstruende, siger han.

På Roskilde Universitet sidder Tine Rostgaard, professor i velfærd, der også mener, det er mange besøg på en vagt.

- Det lyder som en travl vagt både for medarbejderne og for borgeren. Det bliver noget med at komme hurtigt ind og ud ad døren. Et besøg, hvor man ikke kan nå at sige pænt goddag og spørge til, hvordan dagen er gået hos borgerne, siger hun.

Tine Rostgaard står selv bag flere undersøgelser af kvaliteten af arbejdet i ældreplejen. For syv år siden viste hendes forskning, at medarbejderne allerede den gang var pressede med et gennemsnit på 14,6 besøg på en vagt.

- Når en medarbejder har så mange ture, kan det betyde, at der ikke er tid til at tage sig af en borger, der har det skidt, fordi man ved, at mange andre borgere venter, forklarer Tine Rostgaard.

Det bliver også sværere at dyrke den relation til borgerne, der er en vigtig del af plejen.

- Det er skidt, hvis man bare kommer ind og giver medicin. Det er yderst betydningsfuldt at vide, hvilke behov personen har, men muligheden for at se dem som en person og dyrke relationen er også vigtig. Det er et menneske, ikke en maskine, man er på besøg hos, siger Tine Rostgaard. 

Et stressende job

Hjemme i køkkenet fortæller Anne, der er pensioneret kunsthistoriker, at det har været svært for hende at vænne sig til at modtage hjælp fra kommunen. 

Men den er nødvendig, for hendes Parkinsons er efterhånden invaliderende. 

Hun har lige fået sin første kørestol. Hun er afhængig af, at hun får sin medicin på de rigtige tidspunkter, ellers kan det få katastrofale følger. Den skal gives inden for en halv time.

- Får jeg ikke min medicin, bliver jeg træt og dårligt fungerende. Jeg kan fryse fast i en bevægelse, og så falder jeg på et tidspunkt, fortæller Anne.

Hendes Parkinsons gør, at luften hurtigt slipper op. Tålmodigt og insisterende finder hun hele tiden luft til at lade ordene forme sin historie.

Hun husker ikke, om faldet den dag i sommeren 2022 skyldtes, at hun ikke havde fået sin medicin. Men det er sket flere gange. Det bekræfter familien, der også fandt hende den dag.

- Jeg oplever, at personalet er enormt stressede. Det skal ikke meget til, før det hele ramler for dem, fortæller Anne.

Malene Friis Andersen, ph.d. i stress og ledelse, forstår godt, at medarbejdere med i gennemsnit 30 besøg og i nærheden af 60 opgaver ude hos borgerne bliver stressede.

- Hvis man dagligt står i situationer, hvor man fagligt vurderer, at fru Hansen har brug for noget andet end det, ens skema muliggør, kan det give en kroniske følelse af utilstrækkelighed. Det kan øge risikoen for stress, forklarer hun.

Stress der påvirker arbejdsevnen

- Evnen til at koncentrere sig, til at huske, prioritere arbejdsopgaver, tidsstyre og samarbejde bliver udfordret. Det er netop fem faktorer, som sosu-assistenter har brug for, for at de kan løse deres opgaver, lyder det fra Malene Friis Andersen.

Derfor overrasker det heller ikke, at der er et højt sygefravær i hjemmeplejen. 

- Sygefravær kan blive en form for selvmedicinering, hvor medarbejderne har så alvorlige stress-symptomer, at de bliver hjemme et par dage for at få ro i kroppen og en god nats søvn, så de kan klare at gå på arbejde igen, forklarer Malene Friis Andersen og understreger:

- Sygefravær er et komplekst fænomen, som kan have mange årsager. Men nogle af dem kan og skal vi finde på arbejdspladsen.

En anden konsekvens af arbejdspresset i hjemmeplejen, som hun har set udvikle sig i stress-prægede arbejdsmiljøer, er kynismen:

- Der kan opstå en forråelse eller en kynisme, hvor man oplever borgerne som besværlige, krævende eller utaknemmelige. En situation sosu-medarbejderen ikke ønsker, men kan havne i, når presset er stort.

Leder vil se på kørelister

Charlotte Hjortsballe Aamund, rehabiliteringsleder af Aftengruppen Nord i Odense, forklarer, at hun ser på opgaver og ikke på antallet af besøg. Derfor er 30 besøg ikke nødvendigvis for mange, mener hun.

- Vi går ikke så meget op i antal besøg på en rute. Vi går ind og arbejder med, hvor lang tid man er inde hos borgeren, uddyber hun.

Hun medgiver dog at helt ned til tre minutter kan være for kort tid.

- Jeg er ikke bevidst om, at der er besøg med kun tre minutter, siger Charlotte Hjortsballe Aamund.

Det vil hun nu kigge på. Lige som hun fortæller, at hun arbejder på at bringe sygefraværet ned og trivslen hos medarbejderne op.

- Sygefraværet er for højt. Det er noget, vi har fokus på at få bragt ned. Derfor arbejder vi meget med trivslen herude.

Gør du og ledelsen det godt nok?

- Man kan altid blive bedre, men det er også et sammenspil hele gruppen imellem, og det er et konstant arbejde at se på sygefravær og at arbejde med borgertilfredshed, siger Charlotte Hjortsballe Aamund.

anne_2
Foto: Thomas Larsen Bjerre

Falliterklæringen

For Anne betyder det høje sygefravær i Aftengruppen, at det ofte er en vikar, der låser sig ind af hendes hoveddør, når hun skal have sin medicin og sin aftensmad.

- Det kan virke tilfældigt, hvem det er. Og det er ikke alle, der opfører sig ordentligt. Jeg har også klaget til kommunen, fortæller hun.

Hun fortæller, at hun har en fornemmelse af, at dem på kommunen er trætte af hendes klager over blandt andet medarbejdere, der har kørt ind i hendes lamper i indkørslen, kommer for sent for at give hende medicin eller slet ikke dukker op.

Hun er godt klar over, at hun også kan være en krævende borger. Men hun synes, det er rimeligt at forlange, at medarbejdere, der kommer i hendes hjem, de opfører sig ordentligt, taler ordentligt til hende og giver hende den pleje, hun har krav på.- Indimellem tænker jeg, at der er brug for uddannelse i etik, når de ansætter nye medarbejdere. Det er ikke alle, der ved, hvad det er, konstaterer Anne.

Hun har sværere ved at holde hovedet højt nu. Hendes sygdom gør, at hun bruger mange kræfter på at holde kroppen rank og stemmeføringen høj, men hun insisterer på at fortælle os lidt mere.

- Jeg har et godt liv, og jeg har god livskvalitet. Mine pårørende hjælper mig. Og der er mange søde hjemmehjælpere, der kommer her. Jeg samler på de positive oplevelser.

Men Anne mener, at kommunen må få øjnene op for, hvad der er sket med hjemmeplejen de senere år:

- Kommunen svigter. De lever ikke op til de krav og tanker, de har om hjemmepleje og ældrepleje.

Malene Friis Andersen mener også, at det generelt er nødvendigt gentænke plejen på ældreområdet.

- Vi forskere inden for feltet har det som de fagprofessionelle, der er derude hver eneste dag. Til tider føler vi opgivenhed og en trang til resignation, men samtidig har vi en indignation. Derfor fortsætter vi. Og det er på tide, vi sætter os for at gøre tingene anderledes og bedre.

- Det her er menneskeskabt, derfor kan mennesker også forandre det igen. 

Redaktion:

Journalister:
Kristina Lund Jørgensen
Signe Husted Davidsen
Sofie Kirkegaard Øritslan
Camilla Barton

Researcher og dataspecialist:
Daniel Oxholm Sørensen

Grafik:
David Moritz

Webdesign og produktion:
Louise Koustrup