En helt speciel koncert for Britta, Bent og Jan: Men måske har de allerede glemt den igen

I Odense holder man for første gang en demenskoncert. Her er det okay at nappe en lille lur eller synge højt. Nogen vil huske koncerten - andre har glemt den fem minutter efter.

Hvad er det, I skal i dag?

- Det ved jeg ikke, siger Jan og kigger spørgende på kvinden ved siden af ham.

Hun hjælper ham på vej: 

- Kan du huske, at vi skal ind og høre koncert?

- Vi skal høre koncert, ja. Det er dét, vi skal, slår Jan fast. 

Det kan være svært at huske, hvorfor man på en meget varm hverdag står i sit pæne tøj midt i en foyer i Odense, hvis man er ramt af en demenssygdom som Jan.

Jan er ramt af demens - og havde i første omgang svært ved at huske, hvorfor han lige var i foyeren i koncerthuset i Odense.
Jan er ramt af demens - og havde i første omgang svært ved at huske, hvorfor han lige var i foyeren i koncerthuset i Odense.
Foto: Morten Albek

Men heldigvis elsker han musik.

For den næste time står den på Vivaldi, Carl Nielsen og Mozart sammen med Odense Symfoniorkester og Jesper Buhl. For første gang giver orkestret nemlig en skræddersyet koncert for demente og deres pårørende.

Mor råber og siger underlige ting

Koncerten blev til efter en datter til en demensramt kvinde kontaktede Odense Symfoniorkester.

quote Det er så smertefuldt at se et menneske, man holder af, forsvinde. Og du kan ikke gøre noget

Jesper Buhl, konferencier og ægtefælle til demensramt

Datteren fortalte, at hun følte, at hun ikke længere kunne være bekendt at tage sin mor med til klassiske koncerter, fordi hun var begyndt at råbe og sige underlige ting eller falde i søvn. Hun var bange for, at det generede de andre koncertgæster.

Den besked fik orkestrets ledelsessekretær Eva Marie Rasmussen til at handle - og skabe en speciel koncert.

- Vi er et orkester for alle. Det er vi altid, og det er vi også i denne her sammenhæng, fortæller Eva Marie Rasmussen og fortsætter:

- Men det kan være godt at have et sted, hvor der er lidt friere rammer, og hvor vi ikke holder så meget på formerne. 

Vivaldi og Carl Nielsen var på programmet under Odense Symfoniorkesters første demenskoncert.
Vivaldi og Carl Nielsen var på programmet under Odense Symfoniorkesters første demenskoncert.
Foto: Morten Albek

Kan ikke huske, hvad det er, jeg glemmer

I foyeren er Britta Mathiesen også mødt frem. Hun lider af Alzheimers sygdom, og hun følges derfor med sin kæreste, Anders Schlottmann.

quote Der var en, der sad og dirigerede undervejs. Det var så vidunderligt.

Jesper Buhl, konferencier

- Det er fremragende, at der bliver lavet sådan en koncert. Så er der ikke noget tys-tys omkring det, fortæller Britta Mathiesen.

Hvordan oplever du din sygdom?

- Det er jo træls, når man glemmer, og man er nødt til at spørge, hvad er det nu lige, vi skal i dag?

Hvad glemmer du for eksempel?

- Det er jo dét, jeg ikke ved, griner Britta Mathiesen.

Musikken kan give minder

Til at styre løjerne under koncerten er operasanger og tidligere operachef Jesper Buhl klar. 

Jesper Buhl styrede koncerten og fik publikum til at synge med.
Jesper Buhl styrede koncerten og fik publikum til at synge med.
Foto: Morten Albek

Han har selv oplevet demenssygdommen tæt på, da han i 2018 måtte lade sin kone Hanne flytte på plejehjem på grund af sygdommen. 

- Jamen, det er jo dybt tragisk. Det er en forfærdelig ting at være vidne til. Det er så smertefuldt at se et menneske, man holder af, forsvinde. Og du kan ikke gøre noget, fortæller han.

Men for Jesper Buhl var det oplagt at sige ja til at være konferencier. Han har oplevet, hvordan musik er gavnligt for demente.

- Musik giver jo et nu. En oplevelse. Og måske til tider dét nu transformerer sig om til en erindring. En eller anden oplevelse, som hjernen bliver trigget af at høre. Det er jo det, der er så skønt ved musikken.

Det er okay at synge med eller snuppe en lille morfar, hvis man bliver træt undervejs.
Det er okay at synge med eller snuppe en lille morfar, hvis man bliver træt undervejs.
Foto: Morten Albek

 

Måske er den glemt om fem minutter

Efter en time med det bedste fra symfoniorkestret og fællessang med en operasanger, er Britta Mathiensen klar til at tage turen hjem til Ullerslev.

- Koncerten var fantastisk. Det var bare dejligt at høre. Man bliver glad af det. Det var en stor oplevelse, fortæller Britta Mathiesen.

Jesper Buhl var også begejstret efter koncerten. 

- Der var en, der sad og dirigerede undervejs. Det var så vidunderligt. Så er det bare: Yes, det var det, de skulle. Det var dét, koncerten skulle. Bringe et glædens nu. Og måske en erindring, som er væk om fem minutter, men den var der et kort øjeblik, slutter han.

Ifølge ledelsessekretær Eva Marie Rasmussen er der flere demenskoncerter på vej i Odense.

Der kommer flere demenskoncerter, lover Odense Symfoniorkester.
Der kommer flere demenskoncerter, lover Odense Symfoniorkester.
Foto: Morten Albek

 

Oversigt

    Oversigt