Endelig efter 31 år: Arnes udstilling i Odense er ganske særlig - og hans sidste

Billedkunstner Arne Møller står bag sanseudstilling på Brandts - for første og sidste gang. Nu går han på pension.

Med efterårsferien lige om hjørnet er kunstmuseet Brandts klar til at åbne sin nye sanseudstilling lørdag, den første dag i skolernes ferie.

Det er dog en helt særlig udstilling for billedkunstner Arne Møller, der i 31 år har stået for at sætte andres sanseudstillingerne sammen på Brandts. For første gang har han selv fået lov til at udtænke udstillingen.

- Det er sjovt at få lov at lave en udstilling selv, hvor jeg kan bestemme det hele. De andre (tidligere udstillinger, red.) har vi skullet arbejde ud fra en idé, som nogle andre er kommet med. Nu bruger jeg mine egne idéer. Det er rigtig sjovt, siger Arne Møller til TV 2/Fyn.

Arne går på pension 

Når udstillingen er åbnet, går Arne Møller på pension.

- Det er ved at være slut nu. Jeg er blevet gammel og gråskægget og skal stoppe. Jeg skal hjem i haven og nyde det, siger Arne Møller, der har boet på Fyn siden 1984, hvor han begyndte på Det Fynske Kunstakademi.

Udstillingen består af en by, hvor man kan gå på opdagelse i forskellige huse. I hvert hus bor mere eller mindre sære mennesker med specifikke interesser - det kan være én, der samler på mos eller højhælede sko. Udstillingen henvender sig primært til børn og deres forældre. 

Børnene fra Odense Friskole spiller skak i et lille rum.
Børnene fra Odense Friskole spiller skak i et lille rum.
Foto: Sara Fuglsig

Sofus: Udstillingen er sjov - og mærkelig

Selv om udstillingen først officielt åbner lørdag, fik nogle af eleverne på Odense Friskole lov at prøvekøre udstillingen før tid til en særlig forpremiere.  

- Den var fed og sej og sjov - og lidt mærkelig, siger Sofus Ringsholt, der er elev på Odense Friskole.  

Sofus Ringsholt fra Odense Friskole sidder her i den blinde mekanikers værksted, der er helt mørkt. 
Fotograf: Flemming Ellegaard

Som skoleeleven giver udtryk for, er der rig mulighed for at møde nogle lidt anderledes typer i Arne Møllers by på Brandts. 

- Det er sådan nogle typer, man måske ikke rigtig kender, men så kender man dem alligevel, forklarer Arne Møller.

Udstillingen kører hele efterårsferien og frem til august 2020. Éntreen er 95 kroner for voksne og 30 kroner for børn.

Arne Møllers udstilling kører frem til august 2020 - inden da går han dog på pension. 
Arne Møllers udstilling kører frem til august 2020 - inden da går han dog på pension. 
Foto: Sara Fuglsig

Oversigt

    Oversigt