Endnu en dagplejer bortvist i Odense

Odense kommune har bortvist endnu en dagplejemor, fordi hendes mand ryger, når der er børn i huset.

Joan Maringelli har ikke kunnet få sin mand til at gå udenfor året rundt, når han trænger til at ryge.

- Det kan jeg ikke gøre ret meget ved, andet end at blive skilt. Det synes jeg er lidt drastisk, fortæller Joan Maringelli.

Derfor har Odense Kommune nu bortvist Joan Maringelli.

Fagforening tager kampen op

- Vi har bedt om forhandlinger med Odense Kommune, fortæller Birgit Kroggaard, fællestillidsrepræsentant for dagplejerne i Odense.

- Hvis det bliver samme afgørelse som i den første sag, ryger den her også til forbundet. Man ser alvorligt på sagerne, siger Birgit Kroggaard.

For en måned siden bortviste Odense Kommune en anden dagplejer, fordi hendes mand røg i hjemmet i arbejdstiden.

Bortvisningen førte til omfattende strejker i dagplejen i Odense.

Politisk reaktion

Sagen om den bortviste dagplejemor tages nu op politisk af Enhedslisten i Odense.

- Odense Kommune overfortolker reglerne, mener Per Berga Rasmussen (EL), byrådsmedlem i Odense.

- I andre kommuner i Jylland må man godt være rygende ægtefælle, bare rygningen ikke foregår i de lokaler, hvor børnene opholder sig, forklarer han.

Lov om røgfri miljøer

Lov om røgfri miljøer

Kommunen følger reglerne

Lovgivningen er enkel; man må ikke ryge i hjemmet i åbningstiden. Hvis en dagplejer ikke kan overbevise sin ægtemand om at følge de regler, så er konsekvensen bortvisning, oplyser Britta Carl, institutionschef i Odense Kommune.

Oversigt

    Oversigt