Endnu ikke kampklar: Bashkim Kadrii spiller ikke for OB i weekenden

For tredje gang har OB hentet angriberen Bashkim Kadrii til klubben, men der går endnu noget tid, før han kommer på banen.

Efter at have tilbragt et år i Saudi-Arabien er 29-årige Bashkim Kadrii atter klar til at trække i den stribede trøje for OB. 

Tirsdag oplyste OB på deres hjemmeside, at de havde hentet spilleren til klubben. Dermed bliver det tredje gang i Bashkim Kadriis karriere, at han spiller for OB. 

Indtil videre er han kommet i gang med sin træning, men der kommer til at gå noget tid ud over den kommende weekend, før vi kommer til at se ham i kamp. 

- Det er dag for dag, og så tager vi en beslutning hen ad vejen, omkring hvornår jeg er helt klar. Men det går fint, og kroppen føles fint. Det er bare at klø på, og så må vi se, hvor lang tid det tager, siger Bashkim Kadrii til TV 2 Fyn forud for torsdagens kvartfinale mod FC Midtjylland i pokalturneringen. 

Skal bringe OB tættere på top-6

Ifølge OBs sportschef Michael Hemmingsen er der flere gode grunde til, at klubben har valgt at hente Bashkim Kadrii tilbage. 

OB har i lang tid haft en målsætning om at komme i top-6 i Superligaen, og her er det forhåbningen, at den nye tilføjelse i truppen kan være med til at indfri ambitionen. 

- Det er blandt andet det, vi skal sørge for; at få kvalitetsspillere ind i vores trup, så vi kan jagte at komme i mesterskabsspillet.  Så vi er glade for, at vi har fået Bashkim tilbage, med de kvaliteter han har og kan bidrage med, siger Michael Hemmingsen. 

30 mand har kæmpet siden tidligt torsdag morgen med sneskovle og koste. For der er en del på spil på stadion i Odense torsdag aften.  

Nogle vil måske være lidt overraskede - I har jo mange offensive spillere i truppen. Men I var ikke i tvivl, da I først fik muligheden?

- Nej, det var vi egentlig ikke. I vores forberedelser, hvor der er mange kampe - og årstiden taget i betragtning - så får vi brug for en masse ressourcer og kræfter. Så om der lige numerisk set er flere offensive spillere eller ej, det er egentlig ikke så meget det, det handler om. Det handler om, at vi hele tiden kan sørge for, at vi styrker os. Og det synes vi egentlig, at vi har gjort ved at få Bashkim ind, siger han. 

Klar til at være rollemodel

En anden opgave for Bashkim Kadrii bliver desuden at agere rollemodel for klubbens unge spillere. Et ansvar, som den offensive spiller føler sig klar til at tage på sig. 

- Det har jeg det helt fint med. Jeg har selv været ung, så jeg ved, hvad det vil sige at være ung, og hvad de ældre gjorde for mig. Det skal nok gå godt, siger han.

OB er lige nu placeret på en ottendeplads i Superligaen med fem point op til top-seks.

Efter grundspillet går de seks bedste mandskaber videre til medaljeslutspillet, mens de seks nederste skal kæmpe for at undgå nedrykning.

Oversigt

    Oversigt