I det fynske folks tjeneste

Enhedslisten: - Her er pengene, så vi undgår at sælge Fjernvarmen

Enhedslisten har fundet 52,4 milllioner årligt de kommende 10 år som alternativ til salg af Fjernvarme Fyn.

Enhedslisten foreslår alternativ til salg af Fjernvarme Fyn. Foto: Arkivfoto

Hvis Odense Kommunes velfærdsplan 2030 skal realiseres, er det nødvendigt at finde alternative løsninger til et salg af Fjernvarme Fyn, lyder det fra Enhedslisten, som nu er klar med et udspil.

Enhedslisten foreslår blandt andet at annullere den planlagte sænkning af dækningsafgiften og mindre afdrag på gælden samt optagelse af lån og højere parkeringsafgifter i Odense centrum.  

- Kæmpe fejl

Forslagene i udspillet kan i alt frembringe 52,4 millioner kroner årligt de næste ti år. Det er nogenlunde samme beløb, som Odense Kommune vil få ud af et salg af Fjernvame Fyn efter afgift til staten.

- Vi mener, at det er en kæmpe fejl at sælge kritisk infrastruktur for en her-og-nu-indtjening. Hver gang en offentlig virksomhed eller institution privatiseres, mister vi noget af det folkelige demokrati, siger Enhedslistens politiske ordfører Reza Javid.

Læs også Kommunister og Konservative i demo mod salg af Fjernvarme Fyn

Se Enhedslistens finansieringsforslag her: 

 

- Det har været vigtigt for os i dette udspil at vise, at der er andre veje at gå.  Vi har derfor lagt vægt på at finde finansiering for hele det beløb, som salget ville bringe kommunen. Men vi er også åben overfor andre fornuftige finansieringsmuligheder.

Ikke afvisende over for blåt forslag

Enhedslisten er derfor heller ikke afvisende overfor et forslag fra de borgerlige partier om at trække overskud ud af Fjernvarme Fyn, men de penge er ikke regnet med i Enhedslistens finansieringsmodel.

- Vi har ikke taget endelig stilling til det endnu, siger Reza Javid, som vurderer, at der ikke er meget at hente i overskuddet, hvis den grønne omstilling skal fastholdes.