Et hurtigt kig på fordelingen af rådmandsposterne i Odense Kommune afslører, at Enhedslisten, der brød ud af den brede konstituering for at få en rådmandspost, ikke lykkedes med netop dén plan.
De seneste dages uro i Odense Kommune har nemlig ikke rykket et eneste navn i rådmandskabalen. I stedet fik Enhedslisten tilbudt en plads i Økonomiudvalget.
- Selvfølgelig ville det være anderledes, hvis det var en rådmandspost, men det her er en forbedring, og det har været kampen værd, siger Enhedslistens Reza Javid.
Søndag sprang partiet fra konstitueringsaftalen med Socialdemokratiet, Radikale, SF, Konservative og Nye Borgerlige og indgik i stedet en aftale med Venstre. Venstre havde den intention at få lov til at være tredjevælger til rådmandsposterne, mens Enhedslisten havde et håb om at få en rådsmandspost og kunne samtidig alligevel ikke se sig i en aftale med Nye Borgerlige.
- Det med Økonomiudvalget har betydet rigtig meget for os. Vi undgår også at være i konstituering med et ekstremt højreparti, så vi har opnået det, vi ville, fortæller Reza Javid.
To ekstra medlemmer i Økonomiudvalget
Ligesom SF og Radikale fik Enhedslisten to mandater i byrådet - men forskellen på de tre partier er, at SF og Radikale begge fik forhandlet sig til en rådmandspost på valgnatten.
- Vi skulle have handlet anderledes under valgnatten. Det gjorde vi så ikke, og da en konstitueringsaftale først er endelig, når den bliver vedtaget i byrådet, valgte vi at bruge muligheden til at handle anderledes, forklarer Enhedslistens spidskandidat.
Enhedslistens plads i Økonomiudvalget betyder, at også Venstre får en ekstra plads i det attraktive og indflydelsesrige udvalg. Det skyldes, at antallet af medlemmer skal være ulige - det var så til gengæld også det eneste, Venstre fik ud af at de nye forhandlinger.
Økonomiudvalget består af borgmesteren, de seks øvrige rådmænd og nu altså Reza Javid og en kandidat fra Venstre.