Enighed i OB og AGF: Banen var farlig

Både Troels Kløve og Patrick Mortensen mener, at OB's hjemmebane var farlig at spille på, da AGF var på besøg.

Tre kampe er der blevet spillet på OB's hjemmebane i løbet af de seneste 12 dage, og kombineret med et massivt snefald i Odense er banen i en rigtig dårlig forfatning.

Alligevel mener både OB-træner Jakob Michelsen og midtbanespiller for det fynske mandskab, Troels Kløve, at forholdene til søndagens Superliga-kamp mod AGF var bedre end torsdagens pokalopgør mod FC Midtjylland.

- Den var 800 gange bedre end i torsdags. Denne gang var der heller ikke kommet en halv meter sne på kampdagen, lyder det fra Michelsen.

Han mener, at OB også skal vænne sig til, at banen er revet godt og grundigt op de kommende uger.

- Der er nok større chance for, at jeg kommer til frisøren end sandsynligheden for, at banen bliver markant bedre lige med det samme, griner han.

Må spille efter forholdene

Til 0-0-kampen mod AGF var banen blevet tromlet, og det havde gjort en forskel, men dog var den alligevel farlig at spille på ifølge Troels Kløve.

- Den var bedre mod AGF end i torsdags. Den var blevet tromlet godt, og banemændene har leveret et godt stykke arbejde, siger Kløve.

- Der er en linje på tværs af banen og nede i hjørnet, hvor der er frossent. Der var nogle steder, hvor den var semifarlig.

Det var AGF-angriber Patrick Mortensen helt enig i.

- Det var lidt farligt. Det kunne man godt mærke, når man løb, konstaterer han.

- Det er sådan, det er, og man må bare spille efter forholdene.

Der skal først spilles på banen i Odense igen 28. februar, hvor OB møder AC Horsens.

Oversigt

    Oversigt