Er tredje gang lykkens gang?: Zoo er klar, men tør ikke tro på det

Odense Zoo har udarbejdet tre scenarier, så de er klar til at åbne igen, lige så snart de får lov. Direktøren fortæller, at selv et par dages tidligere genåbning vil betyde meget.

quote Hvis nu vi kunne få lov til at åbne en uge eller sågar bare nogle dage før, så ville det være en stor hjælp

Bjarne Klausen, dirketør, Odense Zoo

Folketingets partier er onsdag aften fortsat i gang med at se på, om 2. fase af genåbningen kan inkludere flere end tidligere meldt ud.

Og endnu en gang håber Odense Zoo, at heldet tilsmiler netop dem.

- Vi har kun sommerperioden til at tjene penge i. Jo mere vi skærer i den periode, hvor vi tjener de penge, som vi lever af om vinteren, jo sværere bliver det for os, siger Odense Zoos direktør Bjarne Klausen til TV 2/Fyn.

Selv et par dage vil gøre en forskel

Tidligere var der ellers blevet lagt op til, at zoologiske haver kunne åbne, men hver gang har Odense Zoo stået skuffede tilbage.

Nu håber direktøren, at tredje gang er lykkens gang.

- Jeg er relativt optimistisk, og selv hvis det ikke lykkedes med en tidligere åbning den her gang, så må vi jo åbne igen den 8. juni. Men alle gode gange tre, så derfor kunne man godt tro på, at det var nu, siger han.

- Vi ved jo, at vi får lov til at åbne den 8. juni, men hvis nu vi kunne få lov til at åbne en uge eller sågar bare nogle dage før, så ville det være en stor hjælp, siger Bjarne Klausen.

Tør ikke tro på noget endnu

Zoologiske haver er hele tiden blevet vurderet af Statens Serum Institut som et sted med en lav smitterisiko, og det er også en af grundene til, at direktøren er optimistisk.

- Vi har forberedt os på tre scenarier. At vi får lov til at åbne nu, at vi får lov til at åbne først i juni, og at vi må åbne den 8. juni. Men praktisk er vi helt klar i parken til at åbne, siger han.

På trods af hans optimisme, så tør Bjarne Klausen dog ikke at tro på noget endnu.

- En tidligere åbning ligger meget i kortene, for zoologiske haver har en lav smitterisiko, men vi ved jo ikke noget endnu, så vi er ikke sikre på noget, siger han.

Oversigt

    Oversigt