Få svar: Hvad skete der på rådhuset i de tre forhandlingsdøgn?

Tre lange dage med forhandlinger er nu færdige på rådhuset i Odense. Konstitueringsaftalen er – igen – på plads og uden de store forandringer.

Siden i søndags, hvor Enhedslisten meldte sig ud af den brede konstitueringsaftale, de på valgnatten indgik med Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Konservative og Nye Borgerlige, har der været forhandlinger på rådhuset i Odense. Den nye konstitueringsaftale har kun få ændringer. 

Så hvad er der egentlig sket de seneste tre døgn? Og hvorfor tog det så lang tid, når ændringerne ikke er markante? Vi har spurgt borgmesteren, Peter Rahbæk Juel (S).

Hvordan ser du den periode, I lige har været igennem?

- Nogle taler om maratonforhandlinger. Det her må være en form for triatlonforhandling. Det har været nogle lange døgn, og man har været hele følelsesregistret igennem. Jeg startede med at tro på, at vi havde en aftale, som ikke holder alligevel. Så er vi igennem en masse scenarier, og til sidst finder vi en god tråd igen, hvor vi sikrer indholdet i aftalen, også selvom Enhedslisten vælger at stå uden for.

Hvad har været den største knast? Hvorfor har det taget lang tid?

- At vi går fra, at vi havde en aftale, til at Enhedslisten vælger ikke at være med i aftalen. I sådan en situation kan man vælge to ting: At hoppe over på det konflikteskalerende koldkrigshold, eller man kan vælge at se på, hvad der er bedst for byrådet og byen. Der valgte de partier, der er i den brede konstitueringsaftalen, at stå sammen og se, om vi kan holde indholdet. Jeg har haft nogle gode samtaler med Reza Javid (EL) og Enhedslistens bagland, og vi fandt en god tråd sammen.

Venstre må være dem, du kalder det eskalerende koldkrigshold. Hvad har været forhindringerne i at nå til enighed med Venstre for jer?

- Venstre har også mødt op til forhandlinger og har også givet det chancen. Vi har ikke kunnet finde en fælles tråd med Venstre. De vælger at stå alene i et valgforbund for sig selv. I virkeligheden går vi fra, at der var to valggrupper, der skulle konstituere sig, til at nu er der tre valggrupper, fordi Enhedslisten vælger at stå uden for.

Sådan er rådmandsposterne fordelt

Hvad skilte jer og Venstre ad?

- Vi har lagt konkrete ting frem foran Venstre, men Venstre syntes ikke, det har været nok til, at vi kunne mødes.

Hvilke konkrete ting?

- Jeg vil ikke lægge ting frem fra forhandlingslokalet i dag.

Tror på fremtidigt samarbejde

Har du tiltro til, at denne konstitueringsaftale holder stik frem til det konstituerende byrådsmøde den 15. december?

- Ja, det har jeg. Efter mine samtaler med Enhedslisten mærker jeg, at der er en reel vilje til at bære denne her aftale igennem.

Bliver det business as usual, når det nye byråd træder I kraft, eller er der nogle skår, der skal klinkes?

- Det her giver stof til eftertanken. Det her skal være en parentes i byen historie, fordi vi plejer at være ret stabile til at konstituere. Det er første gang, jeg har oplevet, at der er et parti, der er sprunget fra en aftale. Det håber jeg virkelig ikke gentager sig.

Har du tiltro til, at samarbejdet fremadrettet med Enhedslisten også kommer til at fungere uden gnidninger?

- Vi har brugt meget tid på hinanden de seneste tre døgn, og det gør, at vi er kommet tættere på hinanden.