Fængsel og udvisning for voldtægt af 9-årig pige

Retten i Odense idømte onsdag en 33-årig afrikansk mand fængsel i to et halvt år for at have voldtaget en 9-årig pige i Odense i september sidste år.

Pigen opholdt sig den pågældende aften og nat i en lejlighed i Odense, hvor hun skulle overnatte sammen med en jævnaldrende klassekammerat.

Det oplyser anklager Peter Nygaard-Hansen til Ritzau.

 - Den niårige pige skulle overnatte hos en jævnaldrende dreng i lejligheden. Drengens mor forlod lejligheden om aftenen og overlod pasningen af børnene til den 33-årige mand, som så voldtog pigen, siger anklageren til Ritzau.

 

Manden nægtede sig skyldig.

Retten lagde ved domfældelsen afgørende vægt på børnenes forklaringer og et teknisk bevis i form af fundet DNA fra den 33-årige på pigens undertøj.

Ved dommen er den 33-årige mand desuden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, ligesom retten tilkendte pigen godtgørelse for tort med et beløb på 40.000 kr..

Manden ankede dommen med påstand om frifindelse.

Oversigt

    Oversigt