Fanget med blå maling på fingrene: Aggressiv, ung hærværksmand anholdt

Tirsdag aften fik Fyns Politi en anmeldelse om en ung mand, som havde malet graffiti i det centrale Odense. Et par timer senere blev politiet kaldt ud til samme mand, der udviste aggressiv adfærd.

Tirsdag aften modtog Fyns Politi en anmeldelse om en ung mand, der malede graffiti på Sct. Jørgensgade og Ridehusgade.

- Folk i området så en ung fyr male med graffiti. Da politiet kom til stedet, fandt de også en ung mand med flere spraydåser og blå maling på fingrene, fortæller vagtchef hos Fyns Politi Henrik Krøjgaard til TV 2/Fyn.

Men selvom politiet i bogstaveligste forstand fangede den unge mand med hænderne i spraydåsen, nægtede han sig skyldig.

- Politiet sigtede og afhørte den unge mand på stedet, sikrede de forskellige beviser og lod derefter den unge mand gå, siger Henrik Krøjgaard.

Aggressiv adfærd førte til anholdelse

Senere samme nat modtager politiet et opkald fra den døgnåbne Netto i Benediktsgade i Odense. 

Her anmodede vagten fra Netto om politiets hjælp til at håndtere en aggressiv, ung mand. 

Da betjentene kom frem skulle det vise sig at være den samme unge herre, som også tidligere var blevet stoppet af politiet i forbindelse med hærværket.

- Da politiet anden gang kommer i kontakt med den unge mand, beslutter de sig for at anholde ham for den aggressive adfærd, som han havde udvist ved Netto, fortæller Henrik Krøjgaard.

Og efter en nat på politigården fik den unge mand lov til at gå fri igen.

Oversigt

    Oversigt