Fejl i flere kommunale kontrakter i Odense

Borgmesterforvaltningen i Odense har gennemgået 124 kontrakter - fejl i 21 kontrakter, Tre er ulovlige - herunder ny sag om lejetilskud til et medicinalfirma.

Det var ikke kun den såkaldte Arena Fyn-sag, der fyldte på pressemødet på Odense Rådhus i dag.

På mødet præsenterede Odense Kommunes borgmesterforvaltning også en gennemgang af 124 kommunalt indgåede kontrakter.

Konklusionen er, at 21 er problematiske, fordi der ikke foreligger nogen overbevisende beregning af, om kommunen får nok for pengene for sine sponsorater. Desuden er der fundet syv sager, hvor der er konstateret sjusk eller procedurer, der ikke er overholdt.

Desuden nævner forvaltningen selv sponsoraterne i forbindelse med Sting/Simon-koncerten og robotmessen Robobusiness Europe, hvor tilskud og sagsbehandling ikke har været korrekt og systematisk behandlet.

Foruden Arena Fyn sagen og flyttetilskuddet til entreprenørfirmaet Skjøde, som har været omtalt hos TV 2/Fyn, dukkede endnu en ulovlig støttesag op i dag.

Det drejer sig om det nu konkursramte medicinalfirma Bussman Medical & Research Nordic.

Firmaet fik sine lejeudgifter i Den fynske Forskerpark betalt af Odense Kommune.

Men i modsætning til H. Skjøde Knudsen, der har tilbagebetalt de 270.000 kroner, som man fik i støtte, er der ikke udsigt til, at Bussman betaler penge tilbage.

De 59.000 kroner, man fik i støtte, er formentlig forsvundet i det konkursbo, der nu har taget selskabet under behandling.

Statsforvaltningen får nu lov til at vurdere sagsmaterialet, som økonomiudvalget i dag fik indsigt i.

Oversigt

    Oversigt