Fem unge flygter fra bil i flammer på mark

Fem unge mænd blev onsdag morgen anholdt, efter at de var flygtet fra en brændende bil.

Fyns Politi fik anmeldelsen om en brændende personbil i Blommenslyst klokken 5.40 onsdag morgen. Et vidne havde set en bil stå i flammer på en markvej tæt på Blommenslyst vest for Odense, og fem mennesker flygte fra stedet.  

Kort efter kom politiet til stede, og ved hjælp af hundepatruljer blev blev fem unge mænd hurtigt anholdt. Fire af de anholdte er 17 år, mens den sidste er 18 år. 

- Vi ved endnu ikke, om de fem unge mænd har noget med den udbrændte bil at gøre, og vi ved heller ikke hvilken bil der er tale om, og hvorfor den er blevet brændt af, siger vagtchef hos Fyns Politi Lars Thede. 

De fem anholdte vil i løbet af onsdag formiddag blive afhørt.

Oversigt

    Oversigt