Festival for hjemløse og cremede høns

Torsdag holdes tarteletfestival i Odense for byens hjemløse.

Der er varm butterdej, dampende høns og asparges i cremet sovs, og så er der cirka 200 hjemløse. 

De tre ingredienser blandes sammen til den allerførste tarteletfestival for hjemløse i Odense. 

Torsdag satte festivalgæsterne sig til bords til en forventet tilbagevendende tradition.

- Jeg har da hørt om tarteletfestival før, og så skal man nok lige kigge på, hvad det er, siger John Bundgaard, der er hjemløs og som godt kan lide tarteletter. 

De seneste syv år har 1.300 odenseanere årligt smæsket sig gennem fade efter fade efter fade med sprøde og cremede tarteletter.

Dagens arrangement ligner ikke bare til forveksling en større odenseansk madfestival, men er en direkte parallel til den kendte og traditionsrige "Odense Tarteletfestival, og arrangørerne er de samme; rådmand Steen Møller (K) og Konservatives spidskandidat i Odense, Søren Windell. 

Ligesom ved den større festival er torsdagens tarteletter serveret af frivillige, og det er der en helt særlig grund til.

- Jeg synes, det er fedt er være med til at gøre en forskel for nogle, som måske ikke har det så nemt, siger Anette Schmidt, der er frivillig ved festivalen. 

Glæde og godt humør

Ved den ordinære tarteletfestival er det musikalske højdepunkt Johnny Reimar, og det gælder også torsdag, hvor alle hans klassikere skal underholde de spisende gæster. I det hele taget er det intentionen, at tarteletfestivalen skal ligne den normale tarteletfestival så meget som muligt, og for de hjemløse betyder det meget, at de bliver inviteret med til fest.

- Man bliver glad og i godt humør. Det er rart, at der er nogen, der gør lidt for dem, der er helt i bunden, siger hjemløse John Bundgaard. 

Der blev torsdag serveret 1.200 tarteletter og 250 liter øl.

Oversigt

    Oversigt