I det fynske folks tjeneste

Film-triumf: - Mine elever siger jeg hoppede lidt

Elever og lærer på Holluf Pile Skole har vundet en lejrskoletur med deltagelse i Buster Filmfestival.

Tove Nørregaard Jørgensen og elever på scenen for at modtage præmien. Foto: Liv Sepstrup

- Jeg råbte lidt, og mine elever siger jeg også hoppede lidt. Og jeg tror også, at jeg græd af glæde.

Tove Nørregaard Jørgensen fortæller om den dag hendes klasse vandt i en film-konkurrence. Søndag var det så tid til at modtage både præmie og hyldest.

Læs også Songuls far giftede hende væk: - Andre skal ikke stå alene, som jeg gjorde

Her var Tove Nørregaard Jørgensen nemlig sammen med sine elever fra Holluf Pile Skole i Odense til stede i Scala-biografen i Svendborg.

Der blev ikke kun overrakt præmier, men der var også premiere på det filmprojekt, som klassen har bidraget til. Filmprojektet viser børn og unges oplevelse af tiden efter coronapandemien ramte Danmark.

Holluf Pile-elevernes dokumentation kan man fra første række således nu opleve i biografen.

Det var ikke almindelige hverdag

Klassen fra Holluf Pile Skole hopper ind i coronatiden der, hvor de efter ugers hjemsendelse vender tilbage til skolen på Nøglens Kvarter i det sydøstlige Odense.

- Vi skulle vende tilbage til en skole vi ikke rigtig vidste, hvad indebar, forklarer Tove Nørregaard Jørgensen.

Siden er optagelserne forvandlet til en film af instruktøren Emil Nørgaard Munk.

- Det var en god mulighed for at samle eleverne til et anderledes projekt, hvor de hjemme havde siddet meget med individuel træning. Og det er en klasse som har arbejdet meget med filmmediet, det har givet dem noget faglig viden om de filmtekniske ting, siger Tove Nørregaard Jørgensen.

Hun definerede opgaven, som en beskrivelse af, hvordan eleverne oplevede at være tilbage i en corona-skole, der var anderledes end den almindelige skoledag.

Den opgave løste eleverne flot, og det var en god udfordring for eleverne, siger Tove Nørregaard Jørgensen:

- Det er en dynamisk gruppe elever med lyst til at arbejde med det medie. Jeg synes de fik nogle gode resultater, og vi var også gode til sammen at hæve barren lidt.

I opfordringen, som blev givet af Buster Filmfestival, var der indbygget en konkurrence. Her blev Tove Nørregaard Jørgensens klasse altså de store vindere.

Præmien er en lejrskoletur til København i tre dage med deltagelse i Buster Filmfestival.

Sejren fik ikke kun læreren til at råbe, hoppe og græde lidt. Det gjorde også læreren stolt:

- Det er det der med at, når andre klapper én på skulderen, så gør det et andet indtryk, siger en stolt Tove Nørregaard Jørgensen.

Læs også Tjener - nu med mundbind: - Det er en meget underlig og bizar situation