Finn er for sjette gang med OB i pokalfinalen: - OB er simpelthen alt

Torsdag morgen blev busser fyldt med glade og forventningsfulde OB-fans sendt afsted mod Brøndby Stadion til pokalfinalekampen. For Finn Christensen er det sjette gang han er med.

Busser i bundter af ti blev på store-pokalfinale-dag torsdag morgen sendt afsted med Brøndby Stadion som mål.

OBs står nemlig Kristi himmelfartsdag for første siden 2007 i den traditionsrige pokalfinale, hvor modstanderen er FC Midtjylland.

Med i en af busserne er Finn Christensen, som skal se OB spille pokalfinale for sjette gang. Han er ikke i tvivl om, hvorfor han er med:

- OB fylder alt i mit liv. OB, The Beatles og Gasolin' - og så min kone og min familie.

- En gang stribet, altid striwet, slår han fast.

OB har ikke kun historikken med sig med i alt fire af fem mulige pokaltitler gennem tiden, mens det kun er lykkedes FC Midtjylland, at vinde pokalen én gang ud af fem finaler.

OB har også på papiret en noget stærkere 12. mand siddende på lægterne. Der vil nemlig være omkring 15.000 OB-fans og formentlig 10.000 FCM-fans tilstede på Brøndby Station.

Fakta om pokaltitler


Finn Christensen peger på, at netop fansene som OB's 12. mand på banen er mere opsat på kampen end FC Midtjyllands fans åbenbart er.

- FC Midtjylland måtte melde ud, at de ikke kunne sælge deres billetter. Af en eller anden mærkværdig grund, siger han og tilføjer undrende:

- Sølvvindere og kan ikke sælge en pokalfinale? Det forstår man ikke.

19-årige Maja Matthiassen skal opleve sin første pokalfinale.
19-årige Maja Matthiassen skal opleve sin første pokalfinale.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Godmorgen-øl og hyggesnak

Fansene er klar til kamp. Allerede klokken ni blev der varmet op med godmorgen-øl på p-pladserne ved Rosengårdcentret.

Her blev der ikke kun hyggedrukket men også hyggesnakket, og det kunne tydeligt mærkes, at forventningen om muligheden for at kunne afslutte 15 års pokaltørke var til stede hos de forventningsfulde fans.

- Jeg spændt, rigtig spændt. Men det skal nok blive rigtig godt, siger Maja Matthiassen.

Hun er 19 år og skal opleve sin første pokalfinale. Ikke nok med det, så tror hun på OB's chancer:

- Det er i år, vi gør det. Alm (Andreas Alm, OB's cheftræner, red.) har fået styr på holdet, kan jeg mærke, siger en forhåbningsfuld Maja Matthiassen.

Mens Maja debuterer på lægterne i en pokalfinale, så kan Finn Christensen med værdighed kalde sig pokalfinale-veteran. Han har nemlig været tilskuer til samtlige OB-pokalfinaler, og de stribede har kun tabt den første i 1974 mod Vanløse.

Mavefornemmelsen er god

Derfor har Finn en god mavefornemmelse - på trods af, at FCM på papiret er en stærkere modstander.

- Det føles mærkeligt. Helt vildt mærkeligt. Der kommer associationer til 2007, og jeg tror på det. Jeg tror helt vildt på det, siger en pokalkamps-tændt Finn Christensen.

- Et normalt blå-gult-stadion klædt i blåt og hvidt, det må være godt, tilføjer han med henvisning til Brøndbys og OB's spilledragter.

Finn Christensen bedste minder fra OB's fem pokalfinaler er de to gange 2-1 over FC København (i 2002 og 2007, red.).

- Det er sejt. Det er virkeligt sejt. På deres hjemmebane, siger han med henvisning til, at pokalfinalerne tidligere altid blev spillet i Parken (tidligere Københavns Idrætspark, red.), som er FCK's hjemmebane.

Diana Larsen, formand for fanklubben de stribede, har svært ved at forstå, at hun sammen med hundredevis af OB-fans er på vej ind i busser, der skal køre hende til pokalfinalen.

Hvis OB vinder, så vil hun næppe kunne holde tårerne tilbage.

- For os som har OB så tæt inde på kroppen, og som med er hele dagen...der kan bare ikke sættes ord på, hvor meget det betyder, siger formanden inden bussen sætter kursen østover.

Og hvis forhåbningerne trylles om til triumf, så skal der festes på Flakhaven i aften.

- Det skal der i hvert fald. Jeg skal overhovedet ikke kunne huske, hvad tid jeg er gået i sang. 

Og med den salut forlod bus efter bus parkeringspladserne ved Rosengårdcentret.

Diana Larsen vil have svært ved at holde tårerne tilbage, hvis OB tager pokalen for femte gang.
Diana Larsen vil have svært ved at holde tårerne tilbage, hvis OB tager pokalen for femte gang.

Fakta: De to holds vej til pokalfinalen

Oversigt

    Oversigt