Firma i Odense vil sælge Australien krigsskibe for milliarder

Australien skal købe krigsskibe for 150 milliarder kroner. Odense-firma og søværnet kæmper for at få ordren.

Danmark kæmper en stille kamp om at komme i betragtning til en enorm ordre, når den australske flåde i de kommende år skal indkøbe ni nye krigsskibe til en samlet værdi af svimlende 150 milliarder kroner.

Bag det danske bud står Odense Maritime Technology (OMT), der i samarbejde med søværnet har udviklet flådens fregatter i den såkaldte Iver Huidtfeldt-klasse.

Og selv om OMT i kapløbet om de australske dollar er oppe mod giganter i den tyske, franske og engelske forsvarsindustri, er skibsdesignvirksomhedens administrerende direktør, Kaare Groes Christiansen, forsigtig optimist.
 

FAKTA: Jagten på de australske forsvarsmilliarder

- Vores skibe er bygget op af moduler og meget fleksible. Det gør dem nemme at bygge og nemme at ændre, hvilket igen gør dem meget interessante rent prismæssigt, siger han.

Fregatterne skal bygges i den australske by Adelaide, og det er således "kun" designet, Danmark forsøger at sælge.

De danske fregatter kan ifølge flere kilder laves for omkring det halve af, hvad tilsvarende skibe bygges for, og det har fået australierne til at spidse ører, siger Per Hesselberg, kommandør i søværnet og chef for flådestationen i Korsør.

- De danske fregatter har en chance, fordi de kun koster det halve, og det er jo altid en faktor, når der kommer politikere ind over, siger han.

 

Som hovedansvarlig for Søværnets eget indkøb af tre Iver Huitfeldt-fregatter kender Per Hesselberg skibet i detaljer, og han har i flere omgange taget mod australske delegationer i Danmark for at promovere det.

- Det er en vigtig handel for Danmark. Både for OMT og den underskov af leverandører der er, men også for søværnet, der vil få nogle klare stordriftsfordele, hvis australierne køber danske fregatter, siger Hesselberg.

Chefen for Forsvarets maritime division, Per Bigum Christensen, krydser også fingre for det danske bud.

Han har selv været i Australien for at tale varmt for projektet over for de australske militærfolk, men anser det alligevel vanskeligt at vurdere, hvordan det danske projekt står i kapløbet.

I OMT tøver Kaare Groes Christiansen da også med at hive proppen af champagneflasken:

- Man skal jo huske, at så store indkøb er politiske projekter, og vi er oppe mod de største spillere på markedet, der har deres respektive premierministre med på salgsholdet.

Australien vælger senere på året tre skibsprojekter ud, der får lov at komme med et konkret bud på ordren.

Oversigt

    Oversigt