Onsdag blev de sidste vægtstænger løftet i Odenses fitnesscentre inden nedlukningen. Derfor må de fitnesshungrende odenseanere være kreative, når de ugentlige træningspas skal klares.
Det gælder også for Mike Duvander Iversen og otte andre træningsentusiaster, der normalt træner sammen i fitnesscentret OBBC, der har måttet finde på andre måder at holde muskelmassen ved lige i decembers søde juletid.
- Under den første coronanedlukning i foråret måtte vi tænke kreativt i forhold til, hvordan vi kunne aktivere os selv. Ved at lægge hovederne i blød kom vi på at trække dæk, fortæller Mike Duvander Iversen.
Lørdag blev det så tid til endnu en tur fra Agedrup i udkanten af Odense Kommune til Kerteminde - en knap 13 kilometer lang tur med hver et dæk på slæb.
Julegaver og juletræer
Dog blev turen lørdag ikke helt som den i foråret. De ni træningskammerater havde nemlig monteret et juletræ på to af dækkene. Så med lysende juletræer pyntet med juleornamenter og julegaver begav de ni sig af sted mod Kerteminde.
- Det plejer at skabe rigtig meget opmærksomhed, når vi går på Kertemindelandevejen, så vi glæder os til at se, at folk dyttet og vinker, fortæller Mike Duvander Iversen.
Det tog holdet to en halv time at nå til Kerteminde.