I det fynske folks tjeneste

Fjernvarmesalg: Professor advarer om langvarige retssager

Hvis salget af Fjernvarme Fyn ender i domstolene, kan det betyde et langvarigt juridisk slagsmål. Det siger Danmarks førende ekspert på området.

Foto: Ole Holbech

Det kan tage år og koster bunker af penge, hvis sagen om salget af Fjernvarme Fyn ender hos domstolene. Det mener Danmarks førende ekspert på området, Bent Ole Gram Mortensen, der er professor i energi- og forsyningsret ved SDU.

- Der er en betydelig usikkerhed for, hvordan sådan en sag vil falde ud ved domstolene. Og hvis den ender hos domstolene, så bliver det nok ikke kun i et domstolsniveau. Det bliver noget, der kommer til at køre over en del år, hvor man ikke ved om Fjernvarme Fyn egentlig er købt eller solgt.

Læs også Ny forening lægger an til retssag mod kommune i fjernvarmesag

Det er en nystiftet forening, som Konservative i Odense har taget initiativ til, der vil have salget af Fjernvarme Fyn for domstolene. Foreningen mener, at Odense Kommune overtræder reglerne, ved at forbrugerne ikke bliver tilbudt at købe fjernvarmerørene foran Energi Fyn.

Retssag vil have stor interesse

Ifølge Bent Ole Gram Mortensen er juraen ikke klokkeklar på området, og derfor kan det vise sig, at forbrugerne har en forkøbsret til fjernvarmerørene. 

Hvis den ender hos domstolene, så bliver det nok ikke kun en instans. Det bliver noget, der kommer til at køre over en del år, hvor man ikke ved om Fjernvarme Fyn egentlig er købt eller solgt

Bent Ole Gram Mortensen, professor i energi- og forsyningsret, SDU

Odense Kommunes juridiske rådgiver, Horten Advokaterne, mener ikke, at forbrugerne har forkøbsret. Derfor har rådgivningen også været, at Odense Kommune godt kan sælge Fjernvarme Fyn uden at tilbyde forbrugerne at købe fjernvarmerørene.

Både Bent Ole Gram Mortensen og Odense Kommunes juridiske rådgivere er enige om, at der ikke findes megen retspraksis på området. Derfor forudser professor Bent Ole Gram Mortensen også, at en eventuel retssag vil få opmærksomhed og betydning. 

- Det er klart at min akademiske interesse i sådan en retssag her er stor, men de parter der er involveret i, sagen, tror jeg egentlig helst vil undgå en retssag, siger Bent Ole Gram Mortensen.

Retssag vil være skidt for sælger og køber

Ifølge professoren vil en eventuelt kommende retssag bringe både Energi Fyn som køber, og Odense Kommune som sælger i en skidt situation. 

- Nu havner vi i en situation, hvor den manglende anvendelse af forkøbsretten nu bliver forsøgt håndhævet ved domstolene. Og så kan vi komme ud i et temmelig langt forløb, hvor hverken køber eller sælger ved, om de er købt eller solgt. Det er ikke sundt. Det må være belastende både for den købende virksomhed, men også for sælger, siger Bent Ole Gram Mortensen. 

Odense Kommune har i forbindelse med salget af Fjernvarme Fyn sat 6-8 millioner kroner af til juridisk rådgivning. Foreløbig har kommunen brugt 6,4 millioner kroner til juridisk rådgivning. På nuværende tidspunkt og inden en eventuel retssag, er vurderingen fra kommunen, at den kan holde sig indenfor den afsatte økonomiske ramme til juridisk rådgivning.

Det er et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Radikale der står bag aftalen om at sælge Fjernvarme Fyn. Ved et salg vil Odense Kommune få 524 millioner kroner i kassen, som den vil bruge på at investere i velfærd på børne- og ældreområdet.