Flere børn har svært ved at se: Ny behandling former øjet, mens man sover

Rigtig mange skal bruge minusstyrke i brillerne, men en ny behandling giver håb for børn med symptomer på nærsynethed.

Flere og flere børn bliver nærsynede, men en ny behandling giver håb.

Hvis den skal virke, er det dog vigtigt at sætte ind hos børn.

- Det handler om at få øjet til at holde op med at vokse, og det kan man gøre i barndommen, hvor hele kroppen vokser, forklarer læge og øjenforsker på SDU Trine Møldrup Jakobsen.

Vi er mere indendørs

Hvert femte danske barn lider i dag af nærsynethed også kaldet myopi, og tallet er i kraftig vækst.

Ifølge Trine Møldrup Jakobsen er der studier, der viser, at op mod 90 procent er nærsynede i Asien, og verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at næsten halvdelen af jordens befolkning vil bruge briller med minusstyrke i 2050.

Optiker Helle Raun Kristensen er ikke i tvivl om, hvorfor udviklingen går den vej.

- Det er fordi, vi opholder os meget inde og vi læser mere end vi har gjort tidligere, siger hun.

I optikerbutikken Heiko Stumbeck i Odense forsøger de at fange børn med symptomer på nærsynethed, så de kan behandle symptomerne og dermed bremse udviklingen.

- Det er jo ikke i sig selv farligt at være nærsynet, men hvis man bliver nærsynet for hurtigt, så kan man nå at blive rigtig meget nærsynet, siger Anna Jensen, der Cand. San i optometri og myopi-specialist, og arbejder i myopi-klinikken.

- Og så er der lidt større risiko for nogle øjensygdomme og det kan vi altså bremse effekten på, så det ville jo være fjollet ikke at gøre det, siger Anna Jensen.

Natlinser, briller og øjendråber

På nuværende tidspunkt er det såkaldte natlinser, man bruger til at behandle nærsynethed. De er lavet af et hårdt materiale, som former hornhinden tilbage til den korrekte form, mens man sover.

Ifølge Trine Møldrup kan der dog snart komme andre metoder som øjendråber og specielle briller til Danmark. 

På Odense Universitetshospital har man for nyligt taget en ny behandling i brug, men det er ikke mennesker, der styrer den

Oversigt

    Oversigt