Flere hundrede demonstrerede på Flakhaven

Pædagoger, lærere, dagplejere og forældre i hundredvis var onsdag eftermiddag mødt op på Flakhaven for at sige deres mening om de planlagte besparelser i Odense Kommune.

- Jeg vil være med til at synliggøre, at vi ikke ønsker flere besparelser på børn- og ungeområdet. Det er simpelthen det forkerte sted at spare, siger Louise Marie Friis, der er formand for Odense Forældreorganisation, der var medarrangør af demonstrationen.

Samtidig med demonstrationen begyndte politikerne i byrådet at behandle forslaget til næste års budget. På forhånd er der lagt op til besparelser på i alt 300 millioner kroner, heraf 180 millioner kroner på børn- og ungeområdet.

- Politikerne snakker om at vi skal investere og skabe vækst. Men jeg mener, at børnene er en investering og ikke en udgiftspost, siger Louise Marie Friis.

En del af demonstranterne gik ind for at overvære 1. behandlingen af budgettet i byrådssalen. Her overrakte demonstranterne og børnene en skattekiste fuld af gode råd til borgmesteren.

- Det gør naturligvis indtryk, når vi bliver gjort opmærksom på de store konsekvenser det har, når vi er nødt til at skære ned. Vi har fjernet penge fra området de sidste tre år, og jeg har tilkendegivet, at hvis vi kan finde flere penge, så skal vi først og fremmest kigge på børn- og ungeområdet, lød det fra borgmester Anker Boye inden han gik ind til budgetforhandlingerne.

Oversigt

    Oversigt