Flere risikerer at ryge på gaden

Odense Kommune forbereder sig på, at flere personer - blandt andre flygtninge - får svært ved at betale sine regninger, når regeringens stramninger begynder at træde i kraft.

En række nye reformer kan i efteråret komme til at betyde, at et stigende antal personer ikke kan betale husleje og må finde en alternativ bolig.

Det skriver netavisen Altinget, forud for at en ny integrationsydelse træder i kraft 1. juli.

Den nye ydelse betyder, at et stort antal flygtninge og udlændinge, som har boet i Danmark i flere år, kommer til at modtage et væsentligt lavere beløb om måneden.

Derudover træder regeringens nye kontanthjælpsloft i kraft i oktober, hvilket vil reducere særligt boligstøtten til et antal enlige såvel som forsørgere på kontanthjælp.

Desuden kan 225-timers-reglen betyde, at nogle af de samme grupper rammes på pengepungen. Reglen betyder, at kontanthjælpsmodtagere skal dokumentere, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at arbejde minimum 225 timer inden for et år.

Kommuner forbereder sig

 I Odense Kommune har man forberedt sig på et øget antal boligudsættelser.

- Når folk bliver presset økonomisk, er betaling af ting som vand, varme og el typisk noget af det, der bliver skåret fra først. Det kan i sidste ende føre til, at folk bliver sat ud. Og det er en rigtig skidt situation, siger Steffen Holbech, borgerservicechef i Odense Kommune.

Reformerne kan få antallet af boligudsættelser til at stige, vurderer Erik Kaastrup-Hansen, der er socialdirektør i Aarhus Kommune.

- Vi kan med sikkerhed sige, at de tre nye reformer, som ruller ind over os, vil give yderligere udfordringer på boligmarkedet, siger Erik Kaastrup-Hansen.

- Det står helt klart, at nogle af de personer, der bliver ramt, ikke vil have råd til at blive boende, lyder det fra socialdirektøren.

Ifølge ham vil udvidelsen af integrationsydelsen betyde, at et sted mellem 600 og 900 borgere i Aarhus Kommune vil få reduceret sit indtægtsgrundlag, skriver Altinget.

Oversigt

    Oversigt