Flygtede på knallert: Drenge brød ind hos modelflyveklub

Fyns Modelflyveklub fik mandag eftermiddag uventede gæster i form af to indbrudstyve, der efterfølgende flygtede på en knallert.

To drenge brød mandag eftermiddag ind hos Fyns Modelflyveklub på Klippevej i Odense SØ. De nåede ind i lokalerne, inden en tilstedeværende overraskede dem.

Drengene nåede at flygte fra stedet på en knallert med ordet "Ray" stående hen ad siden. De vurderes at være af dansk afstamning, oplyser vagthavende hos Fyns Politi, Lars Thede.

Begge iført dunjakke

Vidnet beskriver drengene, der anslås at være mellem 15 og 17 år, som begge værende iført dunjakke. Den ene i lys eller grå dunjakke, med lyst hår og omkring 170 centimeter høj. Den anden i mørk dunjakke, omkring 180 centimeter høj og med mørkt hår under en bøllehat.

Fyns Politi efterlyser gerningsmændene og modtager gerne oplysninger i sagen på 114.

Oversigt

    Oversigt