Flyttedag: Pingvinerne i Odense Zoo får ny, iskold hule

Først fik løverne renoveret deres hjem, så fik tigrene en opfriskning i indhegningen, og nu er det pingvinernes tur. Mandag flyttes de til et midlertidigt hjem, mens pingvinhulen laves om.

Der renoveres på livet løs hos Odense Zoo, og nu er turen kommet til pingvinerne.

Derfor vil gæster fra mandag og 14 dage frem opleve et pingvinanlæg uden pingviner, men fyldt med mennesker, der arbejder på at lave et nyt hjem til pingvinerne.

Pingvinernes anlæg er næsten 20 år gammelt. Installationerne og dekorationerne i anlægget er derfor ved at være godt slidte, og så kan det blive problematisk at holde anlægget rent.

- Det er vigtigt, når man holder pingviner, at man holder bakterier og særligt svampesporer nede. Det gør vi ved rengøring, og derfor er det vigtigt, at vi får renoveret anlægget. Også så det er pænt til vores gæster, og at det ligner et naturligt miljø, siger Sandie Hedegård Munk, der er dyrepasser i Odense Zoo.

Kan dø af svampesporer

Imens anlægget er fyldt med mennesker, bliver pingvinerne flyttet til et andet anlæg med de samme forhold.

- Man flytter ikke pingviner, medmindre det er nødvendigt, siger Sandie Hedegård Munk.

Pingvinerne kommer fra Antarktis og Subantarktis, og det er lige nu faktisk næsten så koldt i Danmark, at de godt ville kunne gå udenfor.

Men vi har i Danmark en speciel svamp, der udsender sporer, som pingvinerne er særligt følsomme overfor. Det er Aspergillus-sporer, som vi har masser af om efteråret og vinteren. De sporer kan sætte sig i pingvinernes lunger, og det kan de dø af. 

- Derfor får pingvinerne medicin, fem dage før de skal flyttes, mens de er i det midlertidige anlæg og fem dage efter, siger Sandie Hedegård Munk.

Bedre yngleforhold

Når pingvinerne vender tilbage, bliver det til et anlæg, der ser ud som nyt. Men medarbejderne i Odense Zoo håber også på, at der kan blive plads til et par forbedringer.

- Vi vil gerne lave nogle bedre yngleforhold til vores springpingviner, hvis vi kan nå det, siger Sandie Hedegård Munk. 

I alt 41 pingviner får glæde af det nyrenoverede anlæg, når de om 14 dage kan vende hjem.

Oversigt

    Oversigt